Det hele startede med jeg, igen i år, lavede hyldeblomstsaft. Hvis ikke du selv har nået det, kan du måske være heldig at finde et hyldetræ, der endnu ikke er afblomstret – snyd ikke dig selv for hjemmelavet hyldeblomst saft!

Nå – det var ikke saften det skulle handle om, men derimod de blomster og de citronskiver man sigter fra saften, når det har trukket færdigt. Det duftede stadig meget, så jeg syntes det var synd at smide det ud – der måtte da være noget jeg kunne bruge det til?

Lidt hurtig research og jeg fandt ud af, at citrusfrugter har et højt indhold af pektin i skallen. Pektin er molekyler der ved høje temperature danner forbindelser der bliver til gele når det køler af. Resterne af citronerne var derfor oplagte til at lave marmelade af – så hvorfor ikke bare lave marmelade af det hele?

Som sagt, så gjort – og resultatet blev bedre end jeg turde håbe på :-)

Jeg har aldrig lavet marmelade før, så jeg var spændt på om det ville sætte sig nok, uden andet end det naturlige indhold af pektin i citronerne. Det gjorde det. Om det er begynderheld eller om det bare er så let, ved jeg ikke, men jeg tror det er fordi det er let :-)

Endnu vigtigere er smagen. Jeg havde under vejs prøvesmagt det, for at justere hvor meget sukker, der skulle i. Smagen ændre sig dog når det køler af, så også her var jeg spændt. Her var overraskelsen heldigvis også positiv. Ingredienserne er jo “affald” fra saftproduktionen, men det er ikke det det falder én ind når man smager på det.

Hverken hyldeblomst eller citronen er dominerende eller gennemtrængende. Det er med en mild citronsmag, som det første og så et let strejf af hyldeblomst efterfølgende. Det er en “voksen-marmelade”, da den har en smule bitterhed, som man får, når man laver marmelade på hele citrusfrugter. Personligt kan jeg rigtig godt lide det og man kan altid justere mængden af sukker lidt op, hvis man ikke vil have så meget. Er man slet ikke til det (som f.eks. folk der ikke kan lide appelsinmarmelade), så er denne her heller ikke noget … men så kan man jo forære et glas eller to i gave til en man holder af, for der er i hvert fald ingen grund til at smide sine rester ud, efter man har lavet hyldeblomstsaft … man smider jo ikke guld på gaden.

Ingredienser:

• Resterne fra en portion hyldeblomstsaft
• 4 dl vand
• 175 g sukker

Opskrift:

Skær citronskiverne i små stykker.

Kom vand, sukker, citron og hyldeblomster i en gryde og lade det simre i ca. 45 min.

Test marmeladen ved at komme en teskefuld på en underkop el.lig. og sæt den i køleskabet et par minutter. Hvis den er blevet tyktflydende, er den færdig og ellers skal den koge 5-10 min længere.

Skold nogle glas med kogende vand og hæld den varme marmelade på glassene (som selvfølgelig er tømt for kogende vand).

Sæt låg på glassene og vend dem på hovedet, så den varme marmelade sterilisere hvad end der måtte have nået at sætte sig efter skoldningen.

VIGTIGT! Brug grydelapper el.lig. når de varme glas håndteres, og skru lågene godt fast. Marmeladen og glassene er varme og man kan brænde sig godt og grundigt, hvis man er uforsigtig.

Sæt glassene på køl.

Mens det køler kan man lave noget at spise marmeladen sammen med f. eks.:

• Boller
• Fuldkornsboller
• Grovboller
• Scones
• Engelske muffins

Server og nyd

Der er mange vinkler at anskue mad fra og at diskutere hvilken der er den rigtige, er som at diskutere hvilken religion er den rigtige.

Er man til det fine franske, det rustikke italienske, klassisk danske eller noget helt 4?

Er man til dyre vine eller til vand fra hanen?

Selv er jeg ikke kommet til noget endegyldigt svar når det kommer til min egen tilgangsvinkel – og det har jeg det fint med.

Tilgengæld er jeg blevet bevidst om at det, for mig, er væsentligt vigtigere med resultatet end tilgangsvinklen. Og resultatet skal bare altid være GODT!

Og god mad er ikke nødvendigvis de dyre råvarer og de komplicerede teknikker, ligesom det heller ikke nødvendigvis er det lette eller det rustikke. God mad er når råvarerne er sat godt sammen og tilberedt på den rigtige måde.

I teorien er dette jo simpelt. I praksis kan det dog være sværere, men heldigvis ikke altid.
Alt man behøver for at lave et fantastisk måltid er tre ingredienser der kan fås over alt: Mel, æg og bacon.  Og hvis man er lidt doven og køber frisk pasta er man nede på 2 ingredienser – det bliver ikke meget mere simpelt end det.

Når der er så få ingredienser kan det betale sig at være lidt selektiv med dem – mere specifikt med baconen. En der er røget er hvad jeg fortrækker, og en man selv skærer af, så man kan få nogle fornuftige tern/strimler. Nu skal det ikke gå hen og blive et reklameindlæg, men Netto har hele bacon “klumper” som smager godt (og til en fornuftig penge).

De fleste vil nok give mig ret i at bacon er en fantastisk smag, hvilket gør dette til en fantastisk ret. Kan man ikke lide bacon … ja så er det nok ikke lige denne ret man skal kaste sig over :-)Al smagen i retten kommer fra baconen. Men den kommer i forskellige doser, da frisk pasta er god til at suge smag til sig. Man får derfor kraftig baconsmag fra baconen og en let baconsmag fra pastaen.

På trods at de få ingredienser får man masser af teksturer. Når man skærer tykke strimler af baconen bliver den lidt sprød på yder siden, mens den er saftig inden i. Pastaen en silkeblød og til sidst en let sauce – Alt det med så få ingredienser!

Når først man sætter tænderne i det er man afhængig for livet, så kom ikke og sig jeg ikke har advaret dig … men jeg synes alligevel du skal smage :-)

Ingredienser (2 personer):
1 æg
100 g mel
200 g bacon

Opskrift:
Bland æg om mel og ældt det godt. Lad det hvile en times tid.

Rul pastaen ud og skær det i strimler med bredde på 1-2 cm.

Flere detaljer om hjemmelavet pasta i Pastahåndbogen.

Skær baconen i tern/strimler på ca. 1/2 cm tykkelse.

Steg baconen ved middel varme til den er sprød på ydersiden.

Hvis der er overskydende fed i panden hældes det fra (men panden skal ikke rengøres).

Kog pastaen i letsaltet vand.

Kom den kogte pasta direkte over i panden med bacon, så der kommer en anelse pastavand med.

Rør det forsigtig rundt i panden så pastavandet blandes med resterne i panden og laver lidt sovs.

Server og nyd.

Sen efterår og vinter er ikke ligefrem højsæson for friske danske grøntsager, men der er dog nogle som træder i karakter nu, hvor dagene bliver kortere og kulden sniger sig ind.

Kål er meget hårdfør og derfor noget man kan få vinteren igennem. Det er sandsynligvis derfor, det har været så udbredt i det danske og nordiske køkken tilbage i tiden.

På trods af det er sundt, er det røget ud af de flestes madvaner, men det burde komme tilbage – for der er mange gode grunde til at spise kål.

At kål er sundt klinger nok hult hos de fleste, for folk ved jo godt at de skal spise sundt – det er bare ikke altid særlig sjovt at gøre.

Der er heldigvis nogle flere gode grunde til at spise kål, for det er både billigt og så smager det rigtig godt.

Hvis man bare koger kålen bliver det måske ikke så fantastisk en ret, så man skal være lidt i det kreative hjørne.
Men så åbner der sig også uanede muligheder for spændende retter, hvor kål giver helt nye smagsoplevelser.

Denne ret startede egentlig med at min kæreste havde lavet stuvet grønkål (ikke grønlangkål).

Ikke særlig overraskende smagte det godt for:

1. Så godt som alle grøntsager smager godt stuvede

2. På trods af at det er mig der laver mest mad her hjemme, er min kæreste også god til at lave mad :-)

Når nu stuvningen, som var grønkål og bechamelsauce smagte godt, tænkte jeg på, om man så ikke kunne lave en lasagne med grønkål?

Det kan man og det smager fantastisk!

Grønkål har godt med bid selvom det bliver forstegt, så lasagnen får en god konsistens.
Stegt grønkål smager også af meget og har flere nuancer (bl.a. lidt nøddesmag). Så selvom det er en vegetarret savner man slet ikke smagen af kød.

Jeg lavede selv pastapladerne til lasagnen, for så kunne jeg selv bestemme hvor tykke de skulle være … jeg kan god lide dem lidt tykkere end normale. Jeg kunne også lave dem, så hver plade præcis havde størrelsen af den bradepande jeg lavede lasagnen i. På dem måde slap jeg for at lege puslespil med færdige plader som man ellers skal. Hvis man ikke gider, ikke har tid eller bare hellere vil købe sine pastaplader, gør man bare det – resultatet vil stadig blive godt :-)

Dette er ren luksus fra det nye nordiske køkken til at lune både krop og sjæl i de mørke og kolde vinteraftener.

Ingredienser (2 personer):

- Fyld og topping -

300 g grønkål
100 g revet mozarella ost

- Pasta – 

50 g hvedemel
50 g durum mel
1 æg

- Bechamel sauce -

50 g mel
50 g smør
ca. 3 dl mælk
ca. 1/3 tsk revet muskatnød
salt, peber

Opskrift:

- Pasta -

Ælt mel og æg sammen og lad det hvile en halv til en hel time.

Rul dejen ud til tre lige store lasagneplader, som hver har størrelsen af den bradepande man laver lasagnen i og kog dem i 1-2 min.

Flere detaljer om hjemmelavet pasta findes i pastahåndbogen.

- Bechamelsauce -

Smelt smøret i en kasserolle.

Kom melet ved og rist det igennem i ca. 5 min. ved middel varme.

Tilsæt mælk lidt ad gangen under konstant omrøring, så det ikke klumper.

Når saucen har en god cremet konsistens, smages den til med salt, peber og revet muskatnød.

- Lasagne -

Pil grønkålens blade af stænglerne og steg bladene ved jævn varme en 5-10 min. (De må gerne få lidt farve).

Start med at lægge 1/4 af grønkålen i bunden af en bradepande, så 1/4 bechamelsauce og så en lasagneplade.

Lav endnu 2 lag på den måde og slut af med grønkål, bechamelsauce og den revne ost.

Bag i ovnen ved 175 grader til osten er gylden (ca. 25 min.)

Server og nyd.

Gnocchi hører ind under pasta – i hvert fald hvis man ser på det med italienske øjne.

Indtil jeg researchede lidt troede jeg at gnocchi traditionelt var lavet med kartofler – Det er det ikke. Kartoffelversionen er en moderne fortolkning. Okay – om man kan sige moderne om en variant der er 400 år gammel, skal jeg ikke gøre mig klog på, men kartoffelvarianten kom først til efter Columbus havde kartofler med hjem fra Amerika. Den originale gnocchi er mere end 2000 år gammel går helt tilbage til romerne, som lavede dem på mel.

Den blev spredt til hele europa under romernes erobringer og nationaliseret i de forskellige lande efter romerriget forsvandt. Spätzle, Dumplings og den danske melbolle er alle variationer af gnocchi. Det er dog lidt mere sexet at sige gnocchi en melbolle :-)

Jeg prøvede for noget tid siden at lave kartoffel-gnocchi, men de blev ikke helt gode i konsistensen. For en uge siden så jeg så en kok lave gnocchi på tv og som med de fleste ting der kan gå galt, er der tricks til at lykkes :-)

En kartoffel-gnocchi skal være let og luftig og ikke massiv og klistret. Tricket er at man bager kartoflerne i stedet for at koge dem, og at man folder melet i dejen i stedet for at ælte det i. Overholder man disse to regler får man lækre, luftige og fantastiske gnocchi.

Denne gang lavede jeg en simpel sauce til. En masse cherrytomater som jeg bagte i ovnen og vendte i lidt hvidløgsolie.

Tomaterne bliver mere søde og får også en anelse grillet smag af at blive bagt. Et lille strejf af hvidløg og det hele suget op af en luftig kartoffel-gnocchi.

Der er intet galt i at lave en ret med få ingredienser, når den smager så godt som den her :-)

Ingredienser (2 personer):
2 bagekartofler
1 æg
100 g mel

ca. 25 cherrytomater
2 fed hvidløg
5 spsk olivenolie

Opskrift:
Bag kartoflerne i 1 1/2 – 2 timer ved 200 grader

Skrab “kødet” ud af kartoflerne og mos det gennem en si.

Rør ægget i sammen med lidt salt.
Tryk mosen flad med en “blid hånd” og drys noget mel over.

Fold så mosen en gang, tryk den flad igen og gentag til alt melet er brugt.

Del “dejen” i 4 dele og rul hver del til en pølse på tykkelse med en tommelfinger og skær dem i stykker på 2-3 cm.

Kog gnocchien i saltet vand til de flyder oven på.

Skær cherrytomaterne i halve og bag dem i ca. 25 min. ved 200 grader.

Skær hvidløgsfedene midt over, brun dem i olien ved svag til jævn varme og tag dem så fra (de skal kun give smag til olien).

Bland forsigtigt de bagte cherrytomater, den kogte gnocchi og olien sammen og smag til med salt og peber.

Server og nyd.

Pasta er ikke lige det, man forbinder med julemad her i Danmark – vi er mere til and … men hvad hvis man nu putter noget and ind i pastaen?

Jeg siger “så kan det godt kaldes julemad” :-)

Da jeg lavede denne ret første gange, kom fyldet fra et andelår der var tilovers fra en andesteg. Har man ikke lige en rest fra en andesteg, kan man sagtens lave fyldet fra bunden – man skal selvfølgelig bare have et andelår et sted i huset.

At man kan lave retten af rester gør den perfekt til julen, hvor folk de fleste steder laver rigelig med mad. I stedet for at varme sine anderester op næste dag og tænke på hvor flot det var dagen før hvor man havde hele juleanden, kan man lave en helt ny ret og få et afbræk i al den klassiske julemad. Jeg kan stadig huske et par skræk-år hvor jeg nåede at blive stopfodret med sild, and og flæskesteg, så det hang ud af halsen allerede i midten af december – det gider jeg ikke igen og det behøver jeg heller ikke længere, så længe jeg laver retter som denne imellem alt det andet julemad.

Pasta mætter ret meget, så man kan skrue godt op for smagen. De kraftige smage når ikke at blive for meget, når portionen ikke er så stor. Som sauce gav jeg den derfor gas og lavede portvinssauce. Smagen fra de røde druer matcher anden rigtig godt og sødmen, som portvin har, prikker lige til tungen og huske en på at det er julemad. For det ikke kun bliver sødt og fedt, hakkede jeg lidt ristede valnødder og dryssede henover. Det gav lige lidt bitterhed, så der kom balance i retten.

Pasta som julemad … selvfølgelig kan man det :-)

Ingredienser (2 personer / ca. 15 stk.):

- Pasta -
100 g mel
1 æg

- Fyld -
1 andelår

- Portvinssauce -
1 løg
1 dl portvin
ca. 15 g smør

20 g valnødder

Opskrift:

- Fyld -

Friskt lår
Har man ikke et andelår som rest, starter man med at brune låret på begge sider.
Hæld ca. 3-4 dl vand over og lad det simre ca. 40 min. (kom mere vand ved under vejs hvis det er ved at koge tør).
Pil kødet af låret og mos det med en gaffel så det bliver findelt.
Kog det overskydende væske ind til ca. 1/2 dl og kom kødet tilbage i gryden og lad det simre til kødet har suget væsken til sig.
Lad det køle af.

Rest-lår
Har man et lår som rest, starter man med at pille køddet af og mos det med en gaffel, så det bliver findelt.
Kog skindet og benene i 2 dl vand og lad det koge ind til der er ca. 1/2 dl tilbage.
Pil ben og skind op og kom kødet ned i væsken og lad det simre til kødet har suget væsken til sig.
Lad det køle af.

- Portvinssauce –
Hak løget fint og brun det i en lille gryde.
Kom portvinen ved og lad det koge ind til ca. 1/2 dl.
Si løgstykkerne fra og smag til med lidt salt og peber.
Lige inden servering piskes det kolde smør i.

- Ravioli -
Bland mel og æg, ælt det sammen og lad det hvile i en halv times tid.
Rul dejen ud i baner og læg klatter a ca. 1 tsk. fyld på halvdelen af banerne.
Pensel med vand rundt om fyldet og læg en bane pasta oven på.
Tryk pastabanerne sammen omkring fyldet og skær raviolierne ud.

Se flere detaljer i Pastahåndbogen og formning af Ravioli

Kog raviolierne i 1-2 min.

Rist valnødderne og hak dem groft.

Anret, server og nyd.

Efterår i Danmark er suppevejr.

Heldigvis har jeg et trick der gør, at vi, hos os, kan få suppe i hverdagen uden det store arbejde.

I fryseren har jeg nemlig min “fondkasse“, som giver fond i gennemsnit hver 2. uge. Fonderne bliver lavet løbende og frosset ned og med fond i fryseren, er der ikke det store arbejde i at lave en suppe.

Jeg har på det seneste kastet noget kærlighed på at få lavet gode klare grøntsagssupper.

I denne type suppe, som er en hverdagssuppe, er det målet at få så meget smag i som over hovedet muligt, med mindst mulig indsats – specielt hvad angår at skulle vaske op bag efter. Det hele laves derfor i samme gryde. Smagen bliver i gryden og mindre opvask :-)

Grøntsagsfonden er grundlaget og også lidt jokeren. Den smager nemlig forskelligt fra gang til gang, alt efter hvad der er kommet i fondkassen. Det bliver derfor aldrig 100% ens, men det smager til gengæld altid godt :-)

Jeg kommer også friske grøntsager i. De koges ikke så lang tid, da jeg stadig vil have noget bid i dem, men de giver alligevel noget smag til suppen. Gulerødder og pastinakker er min favorit, men man kan bruge hvad man har lyst til: porre, blomkål, persillerod etc.

Endeligt er der kødbollerne. Her har jeg eksperimenteret lidt, før jeg kom frem til denne version. I starten lavede jeg dem bare af kød og lidt løg, men så bliver de hurtigt for hårde at tygge i. Ikke at man knækker sine tænder når man bider i dem, men det virker bare forkert at skulle tykke hårdt, når det er suppe man spiser.

Jeg laver derfor kødbollerne af fars. Koger man dem seperat vil de suge noget vand til sig samtidig med de vil afgive noget smag til vandet. Dette betyder tab af smag (og ekstra opvask). De bliver derfor kogt i selve suppen, så de når at give smag til suppen, samtidig med de selv suger smag fra suppen. Resultatet er lækre og saftige kødboller og en suppe fuld af smag.

Ingredienser (3-4 personer):
1 l grøntsagsfond
2 gulerødder
2 pastinakker

- Kødboller -
400 g hakket svinekød
1 løg
1 æg
50 g mel
1/2 dl mælk
salt og peber

Opskrift:
Pil løget og riv det på et rivejern.
Røg løg, svinekød, æg, mel og mælk sammen til en fars og krydder med salt og peber.

Form små boller af farsen og kog dem i grøntsagsfonden.
Når de flyder oven på tages de op og sættes til side.

Skræl gulerødder og pastinakker og skær dem i terninger på ca. 5 x 5 mm.
Kog dem i fonden til de er blevet lidt bløde – ca. 2-3 min.

Kom kødbollerne tilbage i fonden og lad det hele varmes igennem 1-2 min.

Server og nyd