Som overskriften nok afslører, er jeg glad for ild.

Jeg er vokset op med en farmor, for hvem, det var ok at lege med ild, så længe det var udenfor. Og kærligheden til ild har holdt ved indtil nu.

En historie fra det virkelige liv, var en vinterdag, hvor jeg fik lov til at tænde op i brændeovnen hjemme hos en af mine venner. Vi endte med at måtte sidde i underbukser med åben dør, selvom der lå sne uden for, fordi brændeovnen kørte på 110% … Hvis jeg får lov, så kommer der sgu gang i bålet :-)

Og hvad har det så med mad at gøre? Spørger den fornuftige læser, som af uforklarlige grunde stadig læser, på trods af historien om mig i underbukser.

Jo, det har det med mad at gøre, at man kan lave mad med ild i, og så er det ikke at lege med ild, men madlavning – og det er ok at gøre det inden døre :-)

Helt ærligt er det ikke nødvendigt at flambere denne ret. Den vil stadig smage godt selvom man bare koger alkoholen ind, men nu var jeg bare i humør til ild, så det var det, det blev … og det blev godt!

Hvis man ikke spiser indmad, men gerne vil “lære” det, er kyllingelever et rigtig godt sted at starte. Den er meget mild i smagen og går derfor godt til pasta. Pasta suger smag til sig, så man behøver ikke så meget lever, for alligevel at få et smagfuldt måltid.

Med pasta havde mit hovede drejet sig ind på italienske vibrationer. Normalt ville jeg vælge cognac til at flambere lever, men det er jo fransk. Alternativet kom til mig – lige så åbenlyst, som det var skævt … GRAPPA!

Giv ikke fortabt, læs videre, det ender godt.

Grappa er for de fleste (inkl. mig selv) ikke noget man hverken lige har stående eller drikker. Det er rimelig krads. Men – ja der er altid et men – det er spritten der gør det krads og den brænder man af når man flamberer. Det der bliver tilbage er en let og meget aromatisk smag, og det går rigtig godt med kyllingeleveren.

Alt i alt blev dette til en super ret. Smagfuld uden at være overdøvende og perfekt til en sensommer aften, hvor det skal være på den lette side, men lige med lidt undertoner til at stå imod at luften bliver koldere og nætterne mørkere.

Ingredienser (2 personer):

• 200 g kyllingelever
• 1/2 dl grappa
• 50 g smør
• 10-20 blade salvie
• Parmesanost

- pasta -

• 1 æg
• 100 g mel

Opskrift:

- Pasta -

Slå ægget ud i melet, saml dejen og ælt det sammen.

Lad det hvile 1/2 til 1 time i køleskabet.

Rul det ud og skær det til pappardelle (ca. 2 sm bredde strimler).

Kog det i ca. 2 min lige inden det skal blandes med det flamberede lever

Se flere detaljer i pastahåndbogen.

- Lever -

Skær kyllingeleveren i skiver af ca. 1/2 cm tykkelse.

Brun det i olie i ca. 1 min på en varm pande.

Hæld grappaen over og sæt ild til det. (se tip nederst)

Når grappaen er brændt ud, tages det af blusset.

Hak salvien og kom det i panden sammen med smøret og den friskkogte pasta.

Bland det rundt, så smør og det pastavand der sidder på pastaen laver lidt sauce.

Anret med friskkværnet peber og revet parmesanost på toppen.

Server og nyd.

Tip til flambering

1. Sørg for du har plads over panden og omkring dig. Du har en ca. 60 cm høj flamme op af din pande, når det antænder.

2. Hvis du har gaskomfur holder du panden halvt inde over blusset og vinkler den – så antænder gassen alkoholen.

3. Har du ikke gas bruger du en pejselighter, en lang tændstik eller en kødpincet til at holde tændstikken med, når du antænder, så du ikke har hånden for tæt på panden. Alkoholen fordamper fra panden og laver et lille “puf” når den tænder, så man kan let få fingrene for tæt på hvis man holder en lighter eller alm. tændstik ned til panden.

Jeg vil aldrig, og lad mig lægge tryk på ALDRIG, sige man skal lave sund julemad.

Man skal altid lave julemad fordi det smager godt … men hvis det så samtidig er sundt, er det jo bare bonus.

Problemet er, at vores klassiske julemad stammer fra en tid hvor man ikke havde uanede ressourcer og derfor kun spiste julemad én gang om året. Tiderne har skiftet, mest til det bedre, men nu spiser vi julemad en måned om året.

Jeg synes julen er hyggelig og jeg elsker mad – problemet er at jeg kan nå at blive træt af julemaden, før julen rigtig kommer i gang, hvis jeg kun spiser traditionel julemad.

På den anden side har jeg heller ikke lyst til at opgiv eller boykotte julen. Jeg vil have alt det gode ved julen, men uden at blive træt af den.

Og det er lige hvad det er med denne salat. Den smager fantastisk. Grønkål, æble, appelsin og nødder er klassiske julesmage, og fordi det hele holdes råt, forbliver det let og frisk. Og med en måneds madorgier er det sød musik i manges ører.

Det var faktisk min kæreste der introducerede mig til denne salat, som er en variation af en salat fra et blad hun havde læst.

Nu har hun ikke nogen mad blog, så derfor kan jeg godt tillade mig at lægge den ud, uden hun bliver sur over det :-)

Den oprindelige havde vist også rosiner i, men så bliver den for sød i mine øjne og smagsløj. Æblerne gør den nok sød for mig og jeg synes ikke at vintersalater skal være lige så søde, som nogle sommersalater godt må være.

Man kan sagtens spise den alene, men netop det at den ikke er så sød og har noget syre og friskhed fra æble og appelsin får den altså til at gå rigtig godt til f.eks. and eller flæskesteg.

Så gør dig selv den tjeneste og lav noget salat til din julemad. Det vil både glæde din mund og mave nu, samt din livvidde efter jul :-)

Ingredienser (2 pers):

• 6-8 blade grønkål
• 1 stort æble
• 60 g hasselnødder
• 1 appelsin
• 1 spsk acaciehonning
• 1 spsk æblecidereddike

Opskrift:
Rist hasselnødderne på en tør pande og hak dem groft.

Fjern stilkene fra grønkålen og hak bladene fint.

Tag kernehuset ud og skær æblet i mindre stykker af ca. 1/2 x 1/2 cm.

Bland en dressing af saften fra appelsinen, honningen, ediken og smag den til med lidt salt.

Bland det hele sammen.

Server og nyd – Glædelig jul.

Cæsar salat har altid været svært for mig at forstå – Eller rettere indtil for nyligt været svært at forstå.

Lad mig lige tage et par skridt tilbage, så jeg kan forklare hvad jeg mener.

Som barn husker jeg blot at der var noget der hed “Cæsardressing”, uden at kunne sætte noget mere præcis smag på. Senere fandt jeg ud af at cæsar salat var salat, kylling, parmesan, croutoner og Cæsardressing. Jeg har gennem tiden fået det flere gange, men jeg husker det ikke som noget specielt – måske fordi de versioner jeg fik heller ikke var særlig specielle hvad angår smagsoplevelsen.

Muligvis fordi der laves kylling som smager af pap og croutoner ligeså. På den måde ender det med at være dressingen, der er den eneste rigtige smagsoplevelse. Det troede jeg en overgang var hemmeligheden og den medfølgende myte om at Cæsar salaten handlede om at lave den rigtige originale dressing … jeg var meget forkert på den.

Jeg er en lille smule politisk i min tilgang til mad, så hvis man skal slå en kylling ihjel, skal man da behandle den ordenligt og værdsætte den som måltid. Derfor er det IKKE dressingen der er hemmeligheden bag en Cæsar salat – det er kyllingen.

Med det på plads begyndte alt andet at give mening. Kyllingen skal smage af kylling og når man er i gang med at oppe sig på alt med kyllingen, skal man selvfølgelig beholde skindet på. Endnu et spor til den perfekte Cæsar salat åbnede sig – teksturer. Saftigt kylling og sprødt skind. Dette følges så op med sprøde (men ikke tørre) croutoner, frisk salat, halvblød parmesan og bundet sammen af en fløjlsblød dressing.

I stedet for at prøve at få alt smag i dressingen, gør jeg det modsatte. Jeg hiver smag ud af dressingen og over i de andre ingredienser, så de kommer endnu mere til deres ret når man spiser salaten.

Parmesanosten er salt, så ikke for meget salt i dressingen.

Croutonerne kommer jeg godt med hvidløg ved og også lidt eddike, så hverken eddike eller hvidløg i dressingen heller.

Den eneste rigtige ting jeg kommer i dressingen er citronsaft, da ingen af de andre ingredienser ikke har noget syre. Jeg forbryder mig mod den originale opskrift som har Worcetershire sauce i (Andre bruger ansjosfileter). Jeg synes ikke den behøver det. Faktisk smager dressingen alene ikke specielt godt. Den er ret sur, men det er heller ikke for dressingen jeg spiser salaten (jeg lover det er sidste gang jeg siger det).

Kronen på værket er min sidst tilføjelse – Faktisk var det noget jeg så i den Australsk MasterChef – Man griller salaten.

Selv syntes jeg det lød skørt da jeg så det, men det blev rost til skyerne, så jeg blev nød til at prøve det.

Ikke nok med det giver endnu en tekstur, så giver det også endnu en smag og fremhæver salaten, som ellers ikke er det der smager af mest. Resultatet er i al beskedenhed en perfekt Cæsar salat.

Så efter mange års søgen har jeg endelig knækket koden til Cæsar salat, nu forstår jeg den og jeg elsker den :-)

Ingredienser (2 personer):

• 1 helt kyllingebrys med skind på ben
• 3-4 stængler rosemarin
• 2-3 skiver brød
• 2 fed hvidløg.
• ca. 40 g parmesanost.
• 1 hovede romaine salat.
• 1 citron
• 1 æggeblomme
• ca. 3/4 dl solsikkeolie

Opskrift:

- Kylling -

Grind kyllingebrystet ind i rosemarin, noget salt og noget olie og lad det marinere i nogle timer.

Grill det ved mellem varme i ca. 25 min. (eller steg det på skindsiden ca. 10 min og kom det i ovnen ved 200 grader i ca 15 min.)

Skær fileterne fra benet og skær hver af dem i passende skiver.

- Cruotoner -

Riv hvidløgsfedene go bland dem med 1-2 spsk oliven olie og lidt salt.

Skær brødet i tern (eller hvilken facon man ellers kan lide) og vend dem i olie/hvidløgsblandingen, til de har suget det hele.

Læg dem i en bradepande og bag dem ved 175 grader til de er gyldne på ydersiden (ca. 20 min).

- Dressing -

Rør en mayonnaise ved at røre olien i æggeblommen – første et par dråber ad gangen og så forsigtigt mere og mere.

Pres saften af citronen og rør den forsigtigt i mayonnaisen.

Smag til med salt.

- Romaine salat -

Skyl salathovedet og tør det godt.

Skær det i 1/4 og gril hvert stykke i 1-2 min på hvert skæreflade .

Skær tynde flager af parmesanosten og anret salaten

Server og nyd.

Vi skal faktisk en del tid tilbage, for at komme til starten af denne ret.

Jeg tror det er snart 2 år siden, jeg fik en portion krydderier af Urtekram. Jeg kunne godt bare have skrevet lidt om salt og peber og lagt et billede ved, for at vise taknemlighed, men det er ikke min stil – jeg vil gøre det ordenligt.

Jeg bruger tit krydderier, men at bruge ét krydderi i en ret, er ikke nok hvis det skal være en hyldest til krydderierne, så det har plaget mig gennem tiden, at jeg ikke har haft sådan en ret – men det har jeg nu :-)

Det var min kæreste der fik mig på sporet, da hun havde været til et madlavningskursus hos en kvinde fra mellemøsten. Mellemøsten får os i norden til at ligne et krydderi-u-land og min kærlighed faldt hurtigt på “7 spice” blandinger. 7 krydderier i én ville være den perfekte hyldest til krydderier, så i gang med at researche.

Min research gav et blandet svar, for der findes ikke én typisk “7 spice” blanding. De variere fra region til region og ned til den enkelte kok – både hvilke krydderier der indgår og deres indbyrdes mængdeforhold. På den anden side gjorde det, det meget let for mig, for så kunne jeg jo bare lave min helt egen blanding, som passer til hvad jeg kan lide – som sagt så gjort.

Resultatet blev en mild, men meget aromatisk blanding, som kan bruges til alt muligt fra fisk, til dip, men mest af alt kebab :-)

Kebab er egentlig bare arabisk for grilspyd, så mere fancy er det heller ikke. Man kunne også have sagt frikadeller, for i formen ligner de ufattelig meget. Det hele kommer i dette tilfælde an på, om man sætter dem på en pind og griller dem, eller om man steger dem på panden – begge muligheder fungere, så det er mest et spørgsmål om temperament og om det er vejr til at grille :-)

Lige nu er vejert til at grille dem, så gør det, for 7 spice kebab er ideelt sommermad. De er hurtige at lave, har en let smag og en størrelse, så man altid liiiiige kan klemme en ekstra eller to ned.

Se det er en hyldst til krydderier.

Ingredienser (2 personer):

- 7 spice mix -
1 tsk stødt ingefær
1/4 tsk stødt muskatnød
1/2 tsk stødt spidskommen
1/4 tsk stødt kanel
1/2 tsk stødte korianderfrø
1/2 tsk stødt sort peber
1/2 tsk stødt kardemomme

– kebab –
400 g hakket oksekød
1 æg
salt

Opskrift:

Bland 7 spice mixet.

Ælt det hakkede oksekød med æg, salt og 7 spice mixet til en fars.

Form små frikadeller af farsen.

Sæt dem på grilspyd og gril dem eller steg dem på panden.

Kebaberne går godt sammen med en salat af kidneybønner, som er hurtig hvis man vil være ude og nyde sommeren.

Server og nyd.

Det hele startede med jeg, igen i år, lavede hyldeblomstsaft. Hvis ikke du selv har nået det, kan du måske være heldig at finde et hyldetræ, der endnu ikke er afblomstret – snyd ikke dig selv for hjemmelavet hyldeblomst saft!

Nå – det var ikke saften det skulle handle om, men derimod de blomster og de citronskiver man sigter fra saften, når det har trukket færdigt. Det duftede stadig meget, så jeg syntes det var synd at smide det ud – der måtte da være noget jeg kunne bruge det til?

Lidt hurtig research og jeg fandt ud af, at citrusfrugter har et højt indhold af pektin i skallen. Pektin er molekyler der ved høje temperature danner forbindelser der bliver til gele når det køler af. Resterne af citronerne var derfor oplagte til at lave marmelade af – så hvorfor ikke bare lave marmelade af det hele?

Som sagt, så gjort – og resultatet blev bedre end jeg turde håbe på :-)

Jeg har aldrig lavet marmelade før, så jeg var spændt på om det ville sætte sig nok, uden andet end det naturlige indhold af pektin i citronerne. Det gjorde det. Om det er begynderheld eller om det bare er så let, ved jeg ikke, men jeg tror det er fordi det er let :-)

Endnu vigtigere er smagen. Jeg havde under vejs prøvesmagt det, for at justere hvor meget sukker, der skulle i. Smagen ændre sig dog når det køler af, så også her var jeg spændt. Her var overraskelsen heldigvis også positiv. Ingredienserne er jo “affald” fra saftproduktionen, men det er ikke det det falder én ind når man smager på det.

Hverken hyldeblomst eller citronen er dominerende eller gennemtrængende. Det er med en mild citronsmag, som det første og så et let strejf af hyldeblomst efterfølgende. Det er en “voksen-marmelade”, da den har en smule bitterhed, som man får, når man laver marmelade på hele citrusfrugter. Personligt kan jeg rigtig godt lide det og man kan altid justere mængden af sukker lidt op, hvis man ikke vil have så meget. Er man slet ikke til det (som f.eks. folk der ikke kan lide appelsinmarmelade), så er denne her heller ikke noget … men så kan man jo forære et glas eller to i gave til en man holder af, for der er i hvert fald ingen grund til at smide sine rester ud, efter man har lavet hyldeblomstsaft … man smider jo ikke guld på gaden.

Ingredienser:

• Resterne fra en portion hyldeblomstsaft
• 4 dl vand
• 175 g sukker

Opskrift:

Skær citronskiverne i små stykker.

Kom vand, sukker, citron og hyldeblomster i en gryde og lade det simre i ca. 45 min.

Test marmeladen ved at komme en teskefuld på en underkop el.lig. og sæt den i køleskabet et par minutter. Hvis den er blevet tyktflydende, er den færdig og ellers skal den koge 5-10 min længere.

Skold nogle glas med kogende vand og hæld den varme marmelade på glassene (som selvfølgelig er tømt for kogende vand).

Sæt låg på glassene og vend dem på hovedet, så den varme marmelade sterilisere hvad end der måtte have nået at sætte sig efter skoldningen.

VIGTIGT! Brug grydelapper el.lig. når de varme glas håndteres, og skru lågene godt fast. Marmeladen og glassene er varme og man kan brænde sig godt og grundigt, hvis man er uforsigtig.

Sæt glassene på køl.

Mens det køler kan man lave noget at spise marmeladen sammen med f. eks.:

• Boller
• Fuldkornsboller
• Grovboller
• Scones
• Engelske muffins

Server og nyd

Der er mange vinkler at anskue mad fra og at diskutere hvilken der er den rigtige, er som at diskutere hvilken religion er den rigtige.

Er man til det fine franske, det rustikke italienske, klassisk danske eller noget helt 4?

Er man til dyre vine eller til vand fra hanen?

Selv er jeg ikke kommet til noget endegyldigt svar når det kommer til min egen tilgangsvinkel – og det har jeg det fint med.

Tilgengæld er jeg blevet bevidst om at det, for mig, er væsentligt vigtigere med resultatet end tilgangsvinklen. Og resultatet skal bare altid være GODT!

Og god mad er ikke nødvendigvis de dyre råvarer og de komplicerede teknikker, ligesom det heller ikke nødvendigvis er det lette eller det rustikke. God mad er når råvarerne er sat godt sammen og tilberedt på den rigtige måde.

I teorien er dette jo simpelt. I praksis kan det dog være sværere, men heldigvis ikke altid.
Alt man behøver for at lave et fantastisk måltid er tre ingredienser der kan fås over alt: Mel, æg og bacon.  Og hvis man er lidt doven og køber frisk pasta er man nede på 2 ingredienser – det bliver ikke meget mere simpelt end det.

Når der er så få ingredienser kan det betale sig at være lidt selektiv med dem – mere specifikt med baconen. En der er røget er hvad jeg fortrækker, og en man selv skærer af, så man kan få nogle fornuftige tern/strimler. Nu skal det ikke gå hen og blive et reklameindlæg, men Netto har hele bacon “klumper” som smager godt (og til en fornuftig penge).

De fleste vil nok give mig ret i at bacon er en fantastisk smag, hvilket gør dette til en fantastisk ret. Kan man ikke lide bacon … ja så er det nok ikke lige denne ret man skal kaste sig over :-)Al smagen i retten kommer fra baconen. Men den kommer i forskellige doser, da frisk pasta er god til at suge smag til sig. Man får derfor kraftig baconsmag fra baconen og en let baconsmag fra pastaen.

På trods at de få ingredienser får man masser af teksturer. Når man skærer tykke strimler af baconen bliver den lidt sprød på yder siden, mens den er saftig inden i. Pastaen en silkeblød og til sidst en let sauce – Alt det med så få ingredienser!

Når først man sætter tænderne i det er man afhængig for livet, så kom ikke og sig jeg ikke har advaret dig … men jeg synes alligevel du skal smage :-)

Ingredienser (2 personer):
1 æg
100 g mel
200 g bacon

Opskrift:
Bland æg om mel og ældt det godt. Lad det hvile en times tid.

Rul pastaen ud og skær det i strimler med bredde på 1-2 cm.

Flere detaljer om hjemmelavet pasta i Pastahåndbogen.

Skær baconen i tern/strimler på ca. 1/2 cm tykkelse.

Steg baconen ved middel varme til den er sprød på ydersiden.

Hvis der er overskydende fed i panden hældes det fra (men panden skal ikke rengøres).

Kog pastaen i letsaltet vand.

Kom den kogte pasta direkte over i panden med bacon, så der kommer en anelse pastavand med.

Rør det forsigtig rundt i panden så pastavandet blandes med resterne i panden og laver lidt sovs.

Server og nyd.

Noget af det mest julede for mig, er klementiner.

Glem alt om marcipan, nødder og risalamande, ser jeg en klementin, ved min hjerne instinktivt at det er ved at være jul.

Jeg tror det hænger sammen med, at der er så meget forskelligt julemad og konfekt, men der er kun én julefrugt. Lige fra barnsben fik jeg stukket en klementin i hånden, når der skulle hjælpes med at julepyntes, hvad end det var hos min mormor eller hjemme. Klementiner var sandsynligvis det eneste sunde man kunne få mig til at spise i julen som barn, og muligvis årsagen til jeg overlevede julen uden at blive alvorligt fejlernæret :-)

Ideen til at lave macarons med klementin fik jeg allerede sidste år, men nåede bare ikke at prøve det af. Forleden havde jeg både tiden og ingredienserne, og så var det bare i gang.

Det var noget siden jeg sidst havde lavet macarons, så jeg var lidt nervøs for at jeg stadig havde følingen med konsistensen eller om jeg kom til at stå med plader af sprækkede macarons … Til min lettelse havde jeg stadig følelsen, så en portion af perfekte, glatte macarons med fod kom ud af ovnen i første forsøg :-)

Min næste bekymring var at få dem til at smage af nok, da klementiner faktisk ikke er så kraftige i smagen og primært består af væske. Heldigvis fik jeg også løst det ved at koge saften ind og komme god med revet skal i.

Resultatet er macarons der smager af koncentreret jul, men på en frisk og let måde, i modsætning til meget af det konfekt man ellers kan få kørt ned i december.

Et dejligt alternativ til klassiske småkager og konfekt.

God jul alle sammen :-)

Ingredienser (ca 10 stk.):

- Macarons -

• 30 g mandler
• 25 g sukker
• 1 æggehvide
• 45 g flormelis
• 1 tsk vaniljesukker
• Orange frugtfarve

- Fyld -

• 45 g smør
• 25 g flormelis
• 2 klementiner/mandariner
• Orange frugtfarve

Opskrift:

- Macarons -

En mere detaljeret gennemgang af hvordan man laver dejen til macarons, kan du læse på Macarons uden sort magi. Har du aldrig lavet macarons før, kan du spare dig selv mange frustrationer, ved at læse den grundigt inden du kaster dig ud i at bage macarons (men så er det heller svært længere).

Smut mandlerne ved at komme dem i kogende vand og lad dem ligge i det, i et minuts tid, og pild så skallen af.

Kom mandlerne i blenderen sammen med flormelis og vaniljesukker og blend til det er blevet til fint “mel”.

Bland sukker og æggehvider og pisk dem godt og grundigt (ca. 5 min). De skal være helt seje og blanke.

Kom nogle dråber frugtfarve i massen og rør til farven er jævnt fordelt.

Sigt flormelis og mandelmel ned i de stive æggehvider og rør det forsigtigt i – det skal kun lige samles til en fast og luftig dej.

Pres dejen mod siderne af skålen med en dejskraber. Skrab den op og “fold” den sammen igen (macaronage). Gør dette indtil dejen er let flydende.

Kom dejen i en sprøjtepose og sprøjt cirkler der er lidt mindre end 5 cm i diameter.

Bank bagepladen halvhårdt i bordet, så eventuelle luftbobler brister.

Bagepladen sættes oven i en tom bageplade og de kommes i en forvarmet ovn ved 150 grader og bages i 12-13 minutter. Halvvejs gennem bagningen vendes bagepladen, så alle macarons bages ens.

Når de er kølet af kan de tages af bagepapiret.

- Fyld -

Lad smøret stå i stuetemperatur i ca. 20 min, så det bliver blødt.

Riv skallen af og pres så saften af klementinerne.

Kog saften ind til der er ca. 1 spsk tilbage og lad det køle ned til stuetemperatur.

Bland smør, flormelis, klementinskal, indkogt klementinsaft og et par dråber frugtfarve.

Rør godt til det er en jævn masse.

- Samling -

Fordel fyldet mellem to macarons og saml dem som en sandwich.

Sæt dem på køl i en halv times tid, så fyldet sætter sig.

Server og nyd.

Jo mørkere og koldere det er udenfor, desto mere usundt får jeg lyst til at spise … og jeg tvivler på jeg er den eneste der har det sådan.

Med vinteren lige foran os, er det ikke de bedste udsigter for sundheden :-(

Sundheden burde ikke være et problem for en af de råvare, der kommer på hylderne her om vinteren er grønkål. Grønkål er meget sundt, ja faktisk bare det at sige ordet “grønkål” får mig til at føle mig sund – så sundt er det. Det er bare ikke lige det der mætter ens lækkersult.

Der er dog alternativer til “bare” at spise grønkålen og det er at lave chips af det.

Lige meget hvor grønt noget er og hvor sundt det lyder – hvis det er sprødt og salt, er det en snack i mine øjne (og min mave).

Og det er lige præcis det man kan forvandle grønkål til og bedre endnu, man beholder mange af de sunde næringsstoffer i kålen, samtidig med det kun tager ca. 15 min. at lave.

Når det smager godt og er let at lave, er det ikke noget problem at spise sundt. Så med grønkålschips i baghånden regner jeg med at kunne komme mindre lidende og mere sund gennem vinteren.

Ingredienser (2 personer):

• 200 g grønkål
• 1 spsk olie
• salt

Opskrift:

Pil bladene af stænglerne på grønkålen.

Riv/skær bladene i den størrelse chipsene skal have.

Kom grønkålsbladene i en bradepande sammen med olie og salt.

Vend det nogle gange så olien og saltet er jævnt fordelt.

Bag det i ovnen ved 150 gradet i ca. 12-15 min til grønkålschipsene er sprøde.

Server og nyd

Sen efterår og vinter er ikke ligefrem højsæson for friske danske grøntsager, men der er dog nogle som træder i karakter nu, hvor dagene bliver kortere og kulden sniger sig ind.

Kål er meget hårdfør og derfor noget man kan få vinteren igennem. Det er sandsynligvis derfor, det har været så udbredt i det danske og nordiske køkken tilbage i tiden.

På trods af det er sundt, er det røget ud af de flestes madvaner, men det burde komme tilbage – for der er mange gode grunde til at spise kål.

At kål er sundt klinger nok hult hos de fleste, for folk ved jo godt at de skal spise sundt – det er bare ikke altid særlig sjovt at gøre.

Der er heldigvis nogle flere gode grunde til at spise kål, for det er både billigt og så smager det rigtig godt.

Hvis man bare koger kålen bliver det måske ikke så fantastisk en ret, så man skal være lidt i det kreative hjørne.
Men så åbner der sig også uanede muligheder for spændende retter, hvor kål giver helt nye smagsoplevelser.

Denne ret startede egentlig med at min kæreste havde lavet stuvet grønkål (ikke grønlangkål).

Ikke særlig overraskende smagte det godt for:

1. Så godt som alle grøntsager smager godt stuvede

2. På trods af at det er mig der laver mest mad her hjemme, er min kæreste også god til at lave mad :-)

Når nu stuvningen, som var grønkål og bechamelsauce smagte godt, tænkte jeg på, om man så ikke kunne lave en lasagne med grønkål?

Det kan man og det smager fantastisk!

Grønkål har godt med bid selvom det bliver forstegt, så lasagnen får en god konsistens.
Stegt grønkål smager også af meget og har flere nuancer (bl.a. lidt nøddesmag). Så selvom det er en vegetarret savner man slet ikke smagen af kød.

Jeg lavede selv pastapladerne til lasagnen, for så kunne jeg selv bestemme hvor tykke de skulle være … jeg kan god lide dem lidt tykkere end normale. Jeg kunne også lave dem, så hver plade præcis havde størrelsen af den bradepande jeg lavede lasagnen i. På dem måde slap jeg for at lege puslespil med færdige plader som man ellers skal. Hvis man ikke gider, ikke har tid eller bare hellere vil købe sine pastaplader, gør man bare det – resultatet vil stadig blive godt :-)

Dette er ren luksus fra det nye nordiske køkken til at lune både krop og sjæl i de mørke og kolde vinteraftener.

Ingredienser (2 personer):

- Fyld og topping -

300 g grønkål
100 g revet mozarella ost

- Pasta – 

50 g hvedemel
50 g durum mel
1 æg

- Bechamel sauce -

50 g mel
50 g smør
ca. 3 dl mælk
ca. 1/3 tsk revet muskatnød
salt, peber

Opskrift:

- Pasta -

Ælt mel og æg sammen og lad det hvile en halv til en hel time.

Rul dejen ud til tre lige store lasagneplader, som hver har størrelsen af den bradepande man laver lasagnen i og kog dem i 1-2 min.

Flere detaljer om hjemmelavet pasta findes i pastahåndbogen.

- Bechamelsauce -

Smelt smøret i en kasserolle.

Kom melet ved og rist det igennem i ca. 5 min. ved middel varme.

Tilsæt mælk lidt ad gangen under konstant omrøring, så det ikke klumper.

Når saucen har en god cremet konsistens, smages den til med salt, peber og revet muskatnød.

- Lasagne -

Pil grønkålens blade af stænglerne og steg bladene ved jævn varme en 5-10 min. (De må gerne få lidt farve).

Start med at lægge 1/4 af grønkålen i bunden af en bradepande, så 1/4 bechamelsauce og så en lasagneplade.

Lav endnu 2 lag på den måde og slut af med grønkål, bechamelsauce og den revne ost.

Bag i ovnen ved 175 grader til osten er gylden (ca. 25 min.)

Server og nyd.

Cabonara er en klassisk pastaret fra Rom og det faktum gør det meget farligt at postulere at min version er den ægte.

Det er heller ikke det jeg mener når jeg siger “ægte”, men blot at den cremede konsistens i min version er den ægte vare, for der findes nok mindst ligesom mange ægte versioner af cabonara, som der findes mødre i Rom.

Den cremede konsistens kommer fra æg og ikke fra fløde. Ingen tvivl om at det er lettere at lave en sauce på fløde, men det smager ikke lige så godt, har ikke lige så lækker konsistens og er i sidste ende er det slet ikke cabonara.

Heldigvis er det altså ikke så svært igen at lave cabonara og så smager det fantastisk.

Ingredienserne er få – Panchetta (el. bacon), æg og parmesanost.

Man kan også, hvis man “tør”, komme lidt løg og/eller hvidløg i. Jeg synes det giver ekstra fylde, mens puritanere nok vil foragte det … igen – jo mere klassisk en ret er, jo flere variationer findes der :-)

I min version kommer jeg ikke salt i direkte, men bruger salten fra panchettaen, parmesanosten og pastavandet, så den er relativ mild, hvilket jeg synes passer bedst til den cremede sauce. Til gengæld er der masser af smag fra panchettaen, som er steget sprød som en kiks og giver retten tekstur.

Til at starte med lavede jeg tingene hver for sig, så jeg kunne styre at spagettien blev kogt al dente, panchettaen blev sprød og at saucen ikke skilte. Det er en god måde at starte med at lave carbonara på, men efterhånden har jeg timet det så tinge laves samtidig og det hele i samme gryde (dog ikke spaghettien). På den måde kan jeg komme ned på at lave hele retten på 15-18 minutter, fra jeg åbner køleskabet … med god mad så hurtigt har carbonara en fast plads i mit hjerte som løsningen på at skulle have mad i en fart.

Ingredienser:

• 100g spaghetti
• 3 æg
• 1 løg
• 1 fed hvidløg
• 75 parmesan
• 175 g panchetta eller bacon
• peber

Opskrift:

Kog spagettien i saltet vand.

Skær panchettaen i små tern eller strimler og steg dem sprøde.

Hak løget fint og steg til stykkerne er gyldne.

Hak hvidløget fint og steg til stykkerne er gyldne.

Riv parmesanen og pisk det sammen med ægene.

Ved svag varme røres æg og parmesan massen sammen med panchettafedtet og lidt pastavand til det bliver en creme sauce. Pas på det ikke får for høj varme da saucen så vil skille. I begyndelsen kan man evt. lave saucen i et vandbad, da det er lettere at styre temperaturen der.

Bland spagetti, sauce, panchetta, løg og hvidløg.

Anret evt. med lidt revet parmesan og salvie på toppen.

Server og nyd.