Subscribe via RSS

Nem salat med kidneybønner og feta – Mad på 5 min.

23 Apr 2013

Nem salat med kidneybønner og feta - Mad på 5 min

Nem salat med kidneybønner og fetaJeg elsker mad … det kan nok ikke komme bag på nogen længere.

Det er ikke noget problem for mig at bruge en halv eller hel lørdag i køkkenet, hvor jeg går og  eksperimenterer.

Der er dog også tidspunkter hvor jeg enten bare ikke gider, eller ikke har tid til særlig meget til at være i køkkenet. På de tidspunkter er det godt at have opskrifter, som kun tager 5 min., men stadig smager fantastisk.

En af de ting jeg laver med jævne mellemrum, er min salat med kidneybønner og fetaost. Jeg er nok ikke den eneste i verden som laver en salat på denne måde, men jeg har gået og finpudset på denne version, så derfor synes jeg godt jeg kan sige “min” :-)

Kidneybønnerne er basen i salaten. De er lidt “jordet” og er ikke så kraftige i smagen. Til gengæld er de gode til at binde forskellige smage sammen, og det bliver udnyttet fuldt ud.

Der kommer noget stærket/skarpt fra de rå rødløg, lidt salt  fra fetaosten, aroma fra mynten og syre og friskhed fra citronsaften – det hele smukt bundet sammen af kidneybønnerne.

Man kan lave den hurtige version, hvor man selv koger bønnerne eller man kan lave den vildt hurtige version, hvor man bruger bønner fra dåse. Og ja, jeg bruger tit bønner fra dåse. Det er som regel i en hov-mad-pokkers-nej-travl-sulten-kaos-situation jeg laver salaten, og så er der jo ikke tid til først at udbløde bønnerne natten over.

Der er forskel på bønner fra dåse og bønner man selv koger, men ikke nok til jeg fraråde bønner fra dåse.

Skal man koge dem selv hvis man har tid? Ja!

Skal man skamme sig hvis man bruger bønner fra dåse? Nej!

Finder man sig selv i en hov-mad-pokkers-nej-travl-sulten-kaos-situation er det bare at gribe en dåse kidneybønner. Det eneste man selv skal er at hakke et rødløg og så er der den dejligste salat på under 2 min.

Ingredienser (2 personer):
1 dåse eller 2 dl tørrede kidneybønner
1 rødløg
30 g fetaost
1 håndfuld frisk mynte
2 spsk olivenolie
1 spsk citronsaft
Salt

finthakkede rødløgOpskrift:

- Tørrede kidneybønner – 

Læg bønnerne i koldt vand 10-12 timer

Kog bønnerne i rent vand (altså ikke det de har ligget i blød i) i ca. 45 min.

Hæld vandet fra og bland dem med olivenolie, citronsaft og lidt salt

- Kidneybønner fra dåse -

Hæld lagen fra bønnerne og bland dem med olivenolie, citronsaft og lidt salt.

- Salaten -

Hak rødløget og mynten fint.

Bland rødløg og mynten med bønnerne.

Smulder fetaosten henover.

Server og nyd.

Nem salat med kidneybønner og feta - Mad på 5 min
Nem salat med kidneybønner og feta – Mad på 5 min.

Læs også:

Snack fra det nordiske køkken - Havreflager og dip
Kyllingbryst med sprødt skind og en salat - tyvstart på sommeren
Arancini eller noget der er ret tæt på - nåh ja og gulerodspure til



4 Comments on Nem salat med kidneybønner og feta – Mad på 5 min.

  1. La Cucina Nada

    Mmmm … lækker kombination – den må jeg have afprøvet!
    Tak for opskrift.

  2. Lofoloco

    Ja bare fordi det er let og hurtigt kan det stadig godt smage fantastisk :-)

    /Christoffer

  3. Pernille

    Hvis man bruger bønner fra dåse, så brug de økologiske – de er meget bedre end de konventionelle.


Leave a comment

© 2017 Love food love cooking