Subscribe via RSS

Macarons med klementinsmag – perfekt alternativ i julen

12 Dec 2013

Macarons med klementinsmag - perfekt alternativ i julen

Macarons med klementinsmagNoget af det mest julede for mig, er klementiner.

Glem alt om marcipan, nødder og risalamande, ser jeg en klementin, ved min hjerne instinktivt at det er ved at være jul.

Jeg tror det hænger sammen med, at der er så meget forskelligt julemad og konfekt, men der er kun én julefrugt. Lige fra barnsben fik jeg stukket en klementin i hånden, når der skulle hjælpes med at julepyntes, hvad end det var hos min mormor eller hjemme. Klementiner var sandsynligvis det eneste sunde man kunne få mig til at spise i julen som barn, og muligvis årsagen til jeg overlevede julen uden at blive alvorligt fejlernæret :-)

Ideen til at lave macarons med klementin fik jeg allerede sidste år, men nåede bare ikke at prøve det af. Forleden havde jeg både tiden og ingredienserne, og så var det bare i gang.

Det var noget siden jeg sidst havde lavet macarons, så jeg var lidt nervøs for at jeg stadig havde følingen med konsistensen eller om jeg kom til at stå med plader af sprækkede macarons … Til min lettelse havde jeg stadig følelsen, så en portion af perfekte, glatte macarons med fod kom ud af ovnen i første forsøg :-)

Min næste bekymring var at få dem til at smage af nok, da klementiner faktisk ikke er så kraftige i smagen og primært består af væske. Heldigvis fik jeg også løst det ved at koge saften ind og komme god med revet skal i.

Resultatet er macarons der smager af koncentreret jul, men på en frisk og let måde, i modsætning til meget af det konfekt man ellers kan få kørt ned i december.

Et dejligt alternativ til klassiske småkager og konfekt.

God jul alle sammen :-)

klementinerIngredienser (ca 10 stk.):

- Macarons -

  • 30 g mandler
  • 25 g sukker
  • 1 æggehvide
  • 45 g flormelis
  • 1 tsk vaniljesukker
  • Orange frugtfarve

- Fyld -

  • 45 g smør
  • 25 g flormelis
  • 2 klementiner/mandariner
  • Orange frugtfarve

Opskrift:

- Macarons -

En mere detaljeret gennemgang af hvordan man laver dejen til macarons, kan du læse på Macarons uden sort magi. Har du aldrig lavet macarons før, kan du spare dig selv mange frustrationer, ved at læse den grundigt inden du kaster dig ud i at bage macarons (men så er det heller svært længere).

Smut mandlerne ved at komme dem i kogende vand og lad dem ligge i det, i et minuts tid, og pild så skallen af.

Kom mandlerne i blenderen sammen med flormelis og vaniljesukker og blend til det er blevet til fint “mel”.

Bland sukker og æggehvider og pisk dem godt og grundigt (ca. 5 min). De skal være helt seje og blanke.

Kom nogle dråber frugtfarve i massen og rør til farven er jævnt fordelt.

Sigt flormelis og mandelmel ned i de stive æggehvider og rør det forsigtigt i – det skal kun lige samles til en fast og luftig dej.

Pres dejen mod siderne af skålen med en dejskraber. Skrab den op og “fold” den sammen igen (macaronage). Gør dette indtil dejen er let flydende.

Kom dejen i en sprøjtepose og sprøjt cirkler der er lidt mindre end 5 cm i diameter.

Bank bagepladen halvhårdt i bordet, så eventuelle luftbobler brister.

Bagepladen sættes oven i en tom bageplade og de kommes i en forvarmet ovn ved 150 grader og bages i 12-13 minutter. Halvvejs gennem bagningen vendes bagepladen, så alle macarons bages ens.

Når de er kølet af kan de tages af bagepapiret.

- Fyld -

Lad smøret stå i stuetemperatur i ca. 20 min, så det bliver blødt.

Riv skallen af og pres så saften af klementinerne.

Kog saften ind til der er ca. 1 spsk tilbage og lad det køle ned til stuetemperatur.

Bland smør, flormelis, klementinskal, indkogt klementinsaft og et par dråber frugtfarve.

Rør godt til det er en jævn masse.

- Samling -

Fordel fyldet mellem to macarons og saml dem som en sandwich.

Sæt dem på køl i en halv times tid, så fyldet sætter sig.

Server og nyd.

Macarons med klementinsmag - perfekt alternativ i julen

 

Læs også:

Kotelet med kartoffelmos og æble/løgkompot - 3 gange godhed
Ballotine på andelår med rødkålsalat og appelsinkaviar
Æblesalat - nem nordisk sommermad



2 Comments on Macarons med klementinsmag – perfekt alternativ i julen

  1. Tina K.

    Sikke en god ide! :D
    Jeg tror de skal med d. 23. december til tøsehygge!!

  2. Lofoloco

    Hvis de kommer med bliver du nok populær ;-)


Leave a comment

© 2018 Love food love cooking