Subscribe via RSS

Makrel – Sommer i det nye nordiske køkken

08 May 2013

Makrel - Sommer i det nye nordiske køkken

Makrel med røgede kartofler og persillerod

Hvert forår får jeg altid lyst til at lave makrel.

Makrel fiskes hele året, men har højsæson om sommeren. Ideelt set er dette derfor en sommerret. Det er også derfor jeg laver makrel om foråret. Efter en kold og mørk vinter, kan det bare ikke blive sommer hurtig nok og så snyder jeg lidt ved at lave sommermad :-)

Faktisk har jeg et had-/kærlighedsforhold til makrel.

Makrel er en virkelig smuk fisk og den smager også godt. Der skal dog ikke så meget til før jeg synes det smager af for meget og hænger i hele munden. Den skal derfor tilberedes korrekt og matches med det rigtige tilbehør, før jeg kan spise mere end tre mundfulde. Godt tilberedt og med rigtigt tilbehør betyder til gengæld at jeg rydder tallerkenen … og det var lige hvad jeg gjorde med denne ret :-)

Hvert element jeg havde som tilbehør, var valgt med omhu for at balancere med makrellens fede og kraftige smag.

Røgede kartofler, da røg er godt til at balancere fedme og så en creme på gedeost, der har noget syre, som både er godt til fedme og røg. Jeg havde fundet nogle små persillerødder, der passede perfekt med deres jordede smag og en snert af bitterhed. Til sidst lidt ristet rugbrød, så der var noget sprødt at bide i og hakket frisk purløg på toppen.

Lige meget om man elsker makrel eller om man (lige som jeg) skal have det i mindre mængder, er dette en herlig og sommerlig ret, der kan få de fleste til at slikke tallerknen ren :-)

Ingredienser (2 personer):
1 makrel
8-10 kartofler
6 små persillerødder
2 skiver rugbrød
3 spsk cremet gedeost
3 spsk piskefløde
purløg

- Til rygning – 
ca. 2 spsk havregryn
6-8 stængler frisk timian
Citronskal fra ca. 1/8 citron

Opskrift:

hjemmerøgede kartofler- Røgede kartofler -

Vask kartoflerne og kog dem i saltet vand i ca. 15 min. og lad dem dampe af.

Læg staniol i bunden af en gryde og læg havregryn, timian og citronskal oven på staniolen.

Sæt gryden over høj varme med låg på.

Når ingredienserne begynder at ryge laves en lille “platfom” af staniol som kartoflerne lægges på så de ikke rør grydens bund (da de ellers vil blive brændte).

Lad kartoflerne stå og ryge med låg over i ca. 10 min.

- Resten -

Skær rugbrødet i stave og steg dem sprøde i lidt smør.

Rør gedeosten og piskefløde sammen til en cremet konsistens.

Vask persillerødderne og kog dem i saltet vand i ca. 10-15 min.

Når persillerødderne er færdigkogt ristes de 1-2 min. i lidt smør på panden.

Skær makrellen i fileter og steg dem ved jævn varme på skindsiden ca. 4 min og så ca. 1 min. på kødsiden.

Krydder med salt og peber.

Server og nyd.

Makrel - Sommer i det nye nordiske køkken

Læs også:

Skinkesnitzel med rødbederisotto
Espresso parfait - 2 af mine store laster i én
Grillet Cæsar salat - Den bedste Cæsar salat



Leave a comment

© 2015 Love food love cooking