For et år siden var jeg i Vietnam.
Jeg har rigtig mange gode minder fra turen og sjov nok er en pæn portion af dem er mad-minder :-)
Et gennemgående tema i vietnamesisk mad er at det er friskt. Nu hvor solen endelig er på himmelen efter 4 måneders vinter har jeg virkelig brug for noget friskt og løsningen er vietnamesisk mad.
Valget faldt på mangosalat.
Mangosalat har rigtig mange gode kvaliteter. I og med mangoen er sød kan man trække meget syre og “styrke” ind i salaten og samtidig holde den balanceret. Man skal derfor hverken holde igen med chili eller eddike, og man kan også være rundhåndet når man kommer rå løg i salaten.
Rå løg har en unik konsistens, som er både meget sprød og meget saftig på samme tid. Det er noget man sætter pris på, for konsistens er nemlig en dyd i vietnamesisk mad og i denne mangosalat spænder det fra den helt sprøde gulerod over løg og agurk til den bløde mango.
For at slutte salaten af med manér, er det signaturen i det vietnamesiske køkken – en masse friske krydderurter, som kommer over mangosalaten.
Der er bare ingen der kan lave salater som vietnameserne kan.
Ingredienser (2 pers./forret 4 pers.):
1 agurk
2 gulerødder
2 mangoer
2 skalotteløg
300 g tigerrejer
1 chili
2 fed hvidløg
4 spsk jordnøddeolie
6 spsk risvinseddike
2 spske fiskesauce
4 spsk sukker
6 spsk sesamfrø
1 bundt friske korriander
1 bundt frisk mynte
Opskrift:
Skræl skalotteløg, gulerødder, agurk og mangoer og skær dem i strimler.
Rist sesamfrøene på en tør pande.
Hak chili og hvidløg og bland det til en marinade med sukker, fiskesauce, jordnøddeolie og risvinseddike.
Pil renejer og læg det i marinaden i ca. 20 min.
Steg rejerne på en tør pande (ca. 1 1/2 min. på hver side)
Hæld marinaden i panden, når rejerne er færdige og lad det varme en smule, så det bliver en lun dressing.
Bland rejer, sesam og dressingen sammen med skalotteløg, gulerødder, agurk og mango.
Hak mynten og den friske koriander groft og kom det over salaten.
Server og nyd.
Læs også:


April 4th, 2013
Det ser vel nok godt ud – elsker bare rejer i alle afskygninger (:
– Anne
April 4th, 2013
Hej Anne
Tak og jeg er meget enig … tvivler på man nogen sinde får rejer nok :-)
Bedste hilsner
Christoffer