Subscribe via RSS

Confiteret laks og frisk vintersalat

27 Feb 2013

Laks med en salat af vintergrønt i sæson: ræddiker, stribede og gule rødbeder, æble, fennikel og estragon

Laks med en salat af vintergrønt i sæson: ræddiker, stribede og gule rødbeder, æble, fennikel og estragonSelvom foråret er på vej, er det stadig vinter med mørke og kulde, men lad ikke det snyde dig, den danske vinter kan stadig diske op med råvarer, der er friske og lækre.

Hvis man er lidt kreativ behøver man ikke rejse til de varme lande for at få noget eksotisk. Her i weekenden tog jeg mig tiden, til at kigge på råvarer og tænke retten godt igennem inden jeg gik i gang.

Jeg brugte omkring 1 time på at gå rundt og i torvehallerne og endte med at købe 1 æble, 1 gul bede, 1 stribet bede, 1 ræddike, 1 fennikel og 1 stykke laks. Grunden til jeg nævner det er, at hemmeligheden i retten er, at der mange forskellige smage, farver og teksturer. Det er derfor dejligt, der findes en grønthandler med godt udvalg af danske sæsonråvarer, og ingen begrænsninger for hvor små mængder man skal købe :-)

Den første gode ting ved retten er at den er hurtig at lave. Halvdelen af grøntsagerne er rå og laksen skal have 12 min. Alt i alt er man i køkkenet i ca. en halv time.

Den anden gode ting ved retten (og det er virkelig godt) er, at den smager fantastisk. Når man confiterer laks (koger i “lunken” olie) holder man den saftig og fed, så den står godt til de friske og sprøde grøntsager. Grøntsagerne varierer i smag og tekstur fra det helt sprøde og syrlige til det bløde og søde. Fordi der er så meget forskelligt, kan man tage 10 mundfulde i træk og salaten vil smage og føles forskellig i HVER mundfuld.

Hvis bare man kan sætte en halv times tid af i køkkenet, kan den danske vinter godt være eksotisk :-)

laksestykkeIngredienser (2 personer):
2 x 150 g laks
salt og sukker
2-3 dl solsikkeolie
1 dl rapsolie

- Salat -
1 æble
1 stibet bede
1 gul bede
1 ræddike
1/2 fenikel
fennikel toppe
frisk estragon
1/2 dl eddike
2 spsk sukker

- Dressing -
1 dl creme fraiche (18%)
saft fra 1/2 citron
salt og peber

Opskrift:
Skræl den stribede bede og skær den i skiver på 3-4 mm tykkelse.
Bland 1/2 dl eddike med 2 spsk sukker og lad skiverne af den stribede bede trække i blandingen i ca. 25 min.

Skræl den gule bede og skær den i terninger på ca. 1 x1 cm.
Kog terningerne i saltet vand i ca. 10 min.

Skræl æblet, pil kernehuset ud og skær både af æblet.
Kom et par dråber citronsaft over så de ikke bliver brune.

Skræl ræddiken og skær den i mindre stykker.

Skær fennikelen i tynde strimler.

- Dressing -
Rør creme fraiche og citronsaft sammen.
Smag til med salt og peber.

- Confiteret laks -
Pil skindet af laksen, hvis der er skind på.
Drys lidt salt og sukker på begge sider og lad det trække ca. 10 min.
Varm olien op til 80 grader og “kog” laksestykkerne i ca. 12 min. (Laksestykkerne skal være dækket helt af olien, så kom mere olie ved, hvis det ikke dækker helt).

Anret med frisk estragon og fennikeltoppe over sala og laks.

Server og nyd.

Laks med en salat af vintergrønt i sæson: ræddiker, stribede og gule rødbeder, æble, fennikel og estragon
Confiteret laks og frisk vintersalat

Læs også:

Suppebrød - sodabrød med cheddar ost
Friske vietnamesiske forårsruller med kylling
Pesto på gulerodstoppe



4 Comments on Confiteret laks og frisk vintersalat

  1. Morten lundsteen

    Hej

    Tak for et inspirerede site!

    Hvordan mål du graderne – i opskriften står der 80 grader – i olien?

    Men venlig hilsen
    Motten

  2. Lofoloco

    Hej Morten

    Jeg bruger et almindeligt stegetermometer :-)

    Bedste hilsner
    Christoffer

  3. Mette

    Meget smuk ret. Og du har helt ret, C.O. torveplads er en super grønthandler.

    Har du set, de også har fået en facebook side?

    Det er nogle udfordrende grøntsager, du har valgt. Både beder og ræddiker kan være lidt svære. Restauranten Formel B fortolker disse grøntsager (som i øvrigt er fra Søren Wiuff på Lammefjorden) helt eminent.

    Super ide m confitering. Det har jeg faktisk kun prøvet een gang. Må hellere i gang igen :-)

  4. Lofoloco

    Mange tak Mette

    C.O.’s facebook bliver “liket” straks! :-)

    Ja kom endelig i gang med at confitere noget laks … det er virkelig let og resultatet er fantastisk saftig laks.

    Bedste hilsner
    Christoffer


Leave a comment

© 2017 Love food love cooking