Subscribe via RSS

Lemon curd – den 7. syrlige himmel

14 Sep 2012

Hejmmelavet lemon curd der smager af dejlige citroner
Hejmmelavet lemon curd der smager af dejlige citronerForleden skrev jeg om at lave perfekte scones og at lemon curd er noget af det bedste at putte på.

Lemon curd spises ofte på brød, boller og scones ligesom syltetøj. Det er ikke så udbredt herhjemme, men det burde det være, for det smager fantastisk.

Så hvad er det egentlig?

Hvis man ser bort fra “lemon” som er citron, hvad er curd så? Direkte oversat er “curd” ostemasse. Lemon curd og alle andre typer af frugt curds, har dog intet med ost at gøre. Det eneste er, at konsistensen kunne være hen af den samme, men så heller ikke mere end det. Lemon curd laves på æg, og det havde været mere retvisende, hvis det havde heddet “custard”, som er det engelske ord for æggecreme.

Nå, nok om det og over til det interessante. Hvordan smager det?

Lemon curd smager af citron – ren citron.  Heldigvis er forskellen på at bide i en frisk citron og spise en skefuld lemon curd, at den tårepressende-grimasseskærende syre ikke er der i lemon curd. Der er lidt sukker, men ikke så meget at det bliver marmelade-sødt og så har æg den fantastiske egenskab at kunne “suge” en masse syre. Tilbage er en ren smag af let syrlig citron pakket ind i en fløjlsblød og cremet konsistens.

Det er indbydende, uimodståeligt og vanedannende. Som min svoger sagde da han smagte det: “Det er jo ren crack!”

Gør dig selv og dine venner en tjeneste og lav lemon curd næste gange der serveres boller eller scones. Det er hverken svært eller tidskrævende og du vil blive elsket for det.

Ingredienser (ca. 1 1/2 dl):
1 æg
1 citron
35 g smør
65 g sukker

Opskrift:
Riv citronskallen fint og pres saften ud af citronen.
Kom citronskal, citronsaft, sukker og smør i en lille metalskål eller gryde og sæt den i et vandbad på komfuret.
Rør med jævne mellemrum til smør og sukker er opløst.
Slå ægget ud og rør det i.
Lad det stå i vandbadet i ca. 12-15 min. (rør jævnligt i det)
Når det har en cremet konsistens tages det op af vandbadet og sættes på køl til det skal spises.

Server og nyd.

perfekt hjemmelavet scone med lemon curd
Lemon curd – den 7. syrlige himmel

Læs også:

Pesto på gulerodstoppe
Verdens bedste kammerjunker - Hemmeligheden er ...
Let og lækker julesalat - og så er den også sund



4 Comments on Lemon curd – den 7. syrlige himmel

  1. Maiken/Dronningemad

    Elsker lemoncurd! Pinligt nemt lyder din opskrift, den husker jeg da lige! :)

  2. Lofoloco

    Det er den også og det passer perfekt med at man kan nå at lave den, mens ens scones står i ovnen og bager :-)

  3. Christina

    Hej

    Det lyder rigtigt lækkert..

    Hvor lant tid kan det holde sig i køleskab??

  4. Lofoloco

    Hej Christina

    Det er også rigtig lækkert :-)

    Hos mig holder det kun et døgn, men det er fordi det så er blevet spist. Ellers vil jeg gætte på et par uger

    Man kan også prøve at sætte det glas det skal på i ovnen ved 100 grader, så det bliver sterilt, komme sin curd i glasset direkte fra vandbadet og så vende glasset på hovedet med indholdet i.

    Det er et trick man bruger for at få marmelade til at holde sig i lang tid uden at komme Atamon i. Ved at gøre som ovenstående dræber man bakterierne med varme i stedet for kemi. Man skal så huske ikke at åbne glasset før det skal bruges, da der derved kan komme nye bakterier i.

    Håber det kan hjælpe dig :-)


Leave a comment

© 2017 Love food love cooking