Subscribe via RSS

Gårdbutikken midt i København – Din baghave

07 Jan 2012

Din Baghave - grønthandler butik

Din Baghave - grønthandler butik

Jeg får med jævne mellemrum lyst til at dyrke noget selv. Nu bor jeg på 3. sal på 55 kvadratmeter, så det bliver nok ikke til meget mere end en tomatplante og lidt krydderurter. Jeg kunne også bare flytte på landet, hvilket ville være fantastisk … i de første 2 timer og så ville jeg savne byen igen.

Hvad så med friske grøntsager?
Jeg har et trick. Eller det er jo egentlig ikke et trick, men en fantastisk butik. En grønthandler – en RIGTIG grønthandler. Og hvad er en rigtig grønthandler så? Hvis ikke man kender Din Baghave på Tullinsgade på Vesterbro, så er det på tide man stifter kendskab til den.

Din baghave er en af mine yndlingbutikker og jeg cykler gerne fra Nordvest til Vesterbro (For dem der ikke er lokal kendt i København er det ca. 6 km.) for at købe grøntsager, når jeg har tid til det. Det er nemlig friske sæsongrøntsager fra danske gårde og vel at mærke den bedste af slagsen.

I foråret havde jeg fået en middag på Geranium i gave af min kæreste. En af retterne var med asparges, som ved bordet blev præsenteret som “asparges fra Søren Wiuff” (der muligvis dyrker verdens bedste asparges) … “Ja” tænkte jeg “dem købte jeg selv forleden nede i Din Baghave” og hvis det er godt nok til verdens bedste kok er det også godt nok til mig.

Og hvor er det også fantastisk at kunne købe friskmalet mel – altså ikke en pakke mel hvor der står “friskmalet” på. Første gang jeg købte mel hos Din baghave, blev jeg spurgt “Skal jeg male noget til dig?” og ikke nok med det, så køber man det i løsvægt. Skal man bruge 300 g mel, køber man 300 g mel, så man slipper for at have melrester stående i skabene der hjemme. En lille sidehistorie til det er, at næringstofferne i mel nedbrydes over tid og fordi mel har relativ lang holdbarhed, er mel fra supermarkeder (og ens egne skabe) ofte langt mindre nærende end færdigbagt brød fra supermarkederne, da melet i det færdige brød er nyere. Når man får mel der er malet for øjnene af én, er man ikke i tvivl om det er frisk – og smagen af brødet … ja gæt selv :-)

Hvad skal du lave?
Man er ikke i tvivl om at de der står i butikken selv laver mad. Der bliver talt med når man er i butikken – også kunderne imellem. Det er dejligt, at der er passion om de varer der bliver solgt og det er ikke sjældent at spørgsmålet “Hvad skal du lave?” bliver stillet når man kigger på udvalget. Og hvor tit køber man grøntsager og får at vide “de blev plukket i aftes”? … efter jeg har opdaget Din baghave sker det tit :-)

Og ja jeg lyder nok lidt som en forelsket teenagepige, men når man går op i mad som jeg gør, er det vel også næsten samme følelse :-)

Hvis man er til friske danske grøntsager må man altså ikke snyde sig selv for et besøg hos Din baghave, dog med det forbehold at det kan være vanedannende :-)

Din Baghave - grønthandler

Læs også:

Torvehallerne i København (Israels plads)
Pasta - Basta!



4 Comments on Gårdbutikken midt i København – Din baghave

  1. Sjønne

    Der er INTET der slår gode grøntsager, produceret med omtanke! :)

    Var tæt på at vælte ned til cyklen og race ind til byen for at shoppe, da jeg så billedet med hvide asparges og friske danske agurker… men den går nok ikke når billedet er fra maj måned eller noget hehe.

    Glæder mig sådan til forår og sommer…

  2. Christoffer - Lofoloco

    Ha ha … nej det billede er fra foråret. Har bare ikke fået skrevet om butikken før nu

    Hvis du ikke har været der inden er det bare afsted ved første lejlighed der byder sig, for det er nok det ypperste i grøntsager i københavn.

    Og ja det bliver fantastisk når alle forårstingene kommer på hylderne

  3. Jens

    Jeg ser at Din Baghave ikke har nogen butik, men kun leverer direkte til døren. Er der ikke en (dansk) grønthandler i København, hvor man kan købe danske grønsager?

  4. Lofoloco

    Hej Jens

    Ja “Din baghave” lukkede deres fysiske butik i efteråret, hvilket var ret trist.

    Til gengæld har C.O. i Torvehallerne bygget ud, så de nu, udover krydderurter, også har danske sæsongrøntsager. De er bestemt et besøg værd.

    Bedse hilsner
    Christoffer


Leave a comment

© 2017 Love food love cooking