Subscribe via RSS

Tomatsuppe med sherrykaviar … og indbygget nytårsfortsæt

05 Jan 2012

Tomatsuppe med sherrykaviar (kunstige kaviar lavet af sherry)

Tomatsuppe med sherrykaviar (kunstige kaviar lavet af sherry)Så blev al jul overstået og hvis du tror, jeg ikke har lavet julemad, fordi der ikke er kommet noget på bloggen, har du delvis ret. Jeg har ikke lavet særlig meget traditionel julemad, men en masse variationer og twists på klassikere – ja så meget at jeg ikke fik tid til at skrive om dem … selvom det er mindre end to uger siden juleaften, kan du nu allerede begynde at glæde dig til næste jul hvor disse opskrifter er at finde på bloggen :-)

Nåh ikke mere om julemad, nu er det vinter, slankekur for nogen (men ikke for mig :-)) og mest af alt tid til noget dejlig hverdagsmad.

I køleskabet havde vi, af uforklarlige årsager, fået samlet en pæn mængde forskellige tomater. Fra nytårsaften var der en rest af nogle okseben (Uhhhm det var en dejlig højrebssteg) og nogle sherrykaviar (kunstige kaviar) – lige hvad der skal til for at lave en vidunderlig tomatsuppe.

Man behøver ikke lave sherrykaviar, da det jo er lidt omstændigt, men har man sherry i huset, hvilket de fleste under 65 år nok ikke lige har, skal man bare hælde lidt i selve suppen når man krydre den, da sherry matcher tomat rigtig godt.

Selvfølgelig er der noget kogetid i denne opskrift, men man bruger ikke mere end 15 min i køkkenet. Så nej, selv ikke her om vinteren, hvor tomaterne ikke er på niveau med sommerens tomater, er pulversuppe et alternativ til en god hjemmelavet tomatsuppe. Mangler du et nytårsfortsæt, kunne du da om ikke andet sætte sig for ikke at lave pulversupper i det nye år, hvis det tidligere har været en last ;-)

Ingredienser (2 pers):
ca. 900 g tomater
2 løg
1 fed hvidløg
1/2 dl sherry (halvsød)
1 lille håndfuld frisk basilikum
3/4 dl creme fraiche
3-4 okseben eller 4-5 dl oksefond (er man vegetar bruger man bare grøntsagsfond)

Tilberedning
Kog en fond på oksebenene, hvis du bruger ben.

Hak løgene og hvidløg og brun dem i en gryde.

Halver tomaterne og kom dem i gryden til de brunede løg sammen med fonden og basilikummen.
Lad det hele simre en 30-45 min. (kom vand ved hvis det er ved at koge tør).

Giv så det hele en god tur i blenderen eller med stavblenderen, så det bliver helt jævnt.
Hæld vand ved til det hele har en lind, men cremet konsistens.
Rør creme fraichen i og smag til med salt, peber og eddike.

Hvis man har lyst kan man lave “kunstige kaviar” af sherryen og lægge dem på suppen lige inden servering (da de i husblasversionen smelter relativt hurtigt i den varme suppe). Ellers hælder man bare sherryen i suppen i lader den simre et par minutter så alkoholen damper af.

Server og nyd

Tomatsuppe med sherrykaviar (kunstige kaviar lavet af sherry)

Læs også:

Pimpet Græskarsuppe - PumpChiliCino
Pesto på gulerodstoppe
Æblesalat - nem nordisk sommermad



Leave a comment

© 2015 Love food love cooking