Nu er det snart jul – ja det viste I jo godt, men det er bare en god måde at starte på :-)

Så tæt at dette nok bliver det sidste indlæg inden jul og derfor skal handle om noget af det mest klassiske af al dansk julemad – risalamande.

For mig har risalamande en helt speciel plads i min hjerne – i området for mad og minder. Hvert år siden jeg blev født (og det er noget mere end 25 år siden) har jeg fået risalamande til dessert juleaften og næsten alle år fået resterne af risalamanden til morgenmad 1. juledag. Faktisk har min kæreste det på helt samme måde, og nu hvor vi ikke holder jul hjemme hos os selv, laver vi en portion og sætter i køleskabet, så vi har den til morgenmad 1. juledag :-)

Spørgsmålet er, hvordan laver man den perfekte risalamande?

De ting man kan justere på er sødmen, konsistensen og mængden af mandler. Efter en god håndfuld forsøg har jeg fundet frem til en kombination der er perfekt for mig.

Det jeg har haft størst problemer med er konsistensen. Grøden skal være kold når man blander flødeskummen i, men grød sætter sig når det køler. Det kræver noget erfaring at vide hvor flydende den skal være, når man tager den af varmen, for at den sætter sig til den rigtige konsistens.

Tricket er at holde øje med grøden mens den køler og tilsætte lidt mælk så snart den bliver lidt for tyk. Pisker man lidt flormelis i flødskummet holder det sin konsistens bedre og rører man den første tredjedel af flødeskummet i grøden bliver den så “flydende” at man lettere kan vende de sidste 2/3 dele i og holde en let og luftig konsistens.

Så er der mandlerne. Der skal hakkede mandler i – det hedder jo ris à l’amande (ris med mandler), og det er altså ikke rigtig risalamande hvis der ikke er mandler i.

Jeg har eksperimenteret med mængden af mandler og har endda også prøvet at riste mandlerne. Faktisk var det ikke dårligt med ristede mandler, men det smagte lidt for kraftigt. Det kom så til mig – næsten i en drøm (jeg gik søvndrukken rundt en morgen), at jeg skulle blande det, så der både kom ristede og ikke ristede mandler i … Dét var en kulinarisk åbenbaring af de større – jeg havde knækket koden til den perfekte risalamande.

Efter lidt prøven frem og tilbage fandt jeg at det ideelle forhold er 40% ristede mandler og 60% ikke ristede. Det giver lige det ekstra knas og en anelse “brændt” smag – og ja – får englene til at synge … Mmmm jeg glæder mig næsten mere til morgenmaden 1. juledag end jeg glæder mig til juleaften :-)

Ingredienser (3-4 portioner … 1-2 personer ;-)):
1 dl grødris
1/2 l sødmælk
2 1/2 dl piskefløde
1 stang vanilje
3 spsk sukker
2 tsk flormelis
50 g mandler
1 knivspids salt

Opskrift:
Flæk vanijlestangen og skrab kornene ud.

Kom grødris, sødmælk, vaniljekornene, den “tomme” vaniljestang og salten i en gryde og lad det simre i ca. 30-40 min.

Rør forsigtigt i det med jævne mellemrum og tjek konsistensen. Den skal til sidst være sådan at mælken ligger som en tyk hinde omkring risene, uden at der er decideret flydende mælk.

Tag vaniljestange op, rør sukkeret i og lad grøden køle af.

Tjek med jævne mellemrum konsistensen og bliver grøden for fast, røres lidt kold mælk i. Konsistensen må ikke blive tykkere end at den er let at røre i og man kan trække en ske i gennem og se bunden af gryden i 1 sekund inden det flyder sammen.

Hæld kogende vand over mandlerne og lad dem ligge i et par minutter.

Pil skindet af mandlerne og tør dem med køkkenrulle eller et viskestykke.

Rist 20g af de smuttede mandler på en tør pande ved jævn varme til de er gyldne.

Hak alle mandlerne.

Kom flormelisen i piskefløden og pisk det til det får “bløde toppe”. Det skal være stift og blødt på samme tid (bedre kan jeg ikke lige beskrive konsistensen).

Rør de hakkede mandler og 1/3 af flødeskummet i.

Vend forsigtigt de sidst 2/3 af flødeskummet i.

Server (gerne med kirsebærsauce) og nyd.