Som overskriften nok afslører, er jeg glad for ild.

Jeg er vokset op med en farmor, for hvem, det var ok at lege med ild, så længe det var udenfor. Og kærligheden til ild har holdt ved indtil nu.

En historie fra det virkelige liv, var en vinterdag, hvor jeg fik lov til at tænde op i brændeovnen hjemme hos en af mine venner. Vi endte med at måtte sidde i underbukser med åben dør, selvom der lå sne uden for, fordi brændeovnen kørte på 110% … Hvis jeg får lov, så kommer der sgu gang i bålet :-)

Og hvad har det så med mad at gøre? Spørger den fornuftige læser, som af uforklarlige grunde stadig læser, på trods af historien om mig i underbukser.

Jo, det har det med mad at gøre, at man kan lave mad med ild i, og så er det ikke at lege med ild, men madlavning – og det er ok at gøre det inden døre :-)

Helt ærligt er det ikke nødvendigt at flambere denne ret. Den vil stadig smage godt selvom man bare koger alkoholen ind, men nu var jeg bare i humør til ild, så det var det, det blev … og det blev godt!

Hvis man ikke spiser indmad, men gerne vil “lære” det, er kyllingelever et rigtig godt sted at starte. Den er meget mild i smagen og går derfor godt til pasta. Pasta suger smag til sig, så man behøver ikke så meget lever, for alligevel at få et smagfuldt måltid.

Med pasta havde mit hovede drejet sig ind på italienske vibrationer. Normalt ville jeg vælge cognac til at flambere lever, men det er jo fransk. Alternativet kom til mig – lige så åbenlyst, som det var skævt … GRAPPA!

Giv ikke fortabt, læs videre, det ender godt.

Grappa er for de fleste (inkl. mig selv) ikke noget man hverken lige har stående eller drikker. Det er rimelig krads. Men – ja der er altid et men – det er spritten der gør det krads og den brænder man af når man flamberer. Det der bliver tilbage er en let og meget aromatisk smag, og det går rigtig godt med kyllingeleveren.

Alt i alt blev dette til en super ret. Smagfuld uden at være overdøvende og perfekt til en sensommer aften, hvor det skal være på den lette side, men lige med lidt undertoner til at stå imod at luften bliver koldere og nætterne mørkere.

Ingredienser (2 personer):

• 200 g kyllingelever
• 1/2 dl grappa
• 50 g smør
• 10-20 blade salvie
• Parmesanost

- pasta -

• 1 æg
• 100 g mel

Opskrift:

- Pasta -

Slå ægget ud i melet, saml dejen og ælt det sammen.

Lad det hvile 1/2 til 1 time i køleskabet.

Rul det ud og skær det til pappardelle (ca. 2 sm bredde strimler).

Kog det i ca. 2 min lige inden det skal blandes med det flamberede lever

Se flere detaljer i pastahåndbogen.

- Lever -

Skær kyllingeleveren i skiver af ca. 1/2 cm tykkelse.

Brun det i olie i ca. 1 min på en varm pande.

Hæld grappaen over og sæt ild til det. (se tip nederst)

Når grappaen er brændt ud, tages det af blusset.

Hak salvien og kom det i panden sammen med smøret og den friskkogte pasta.

Bland det rundt, så smør og det pastavand der sidder på pastaen laver lidt sauce.

Anret med friskkværnet peber og revet parmesanost på toppen.

Server og nyd.

Tip til flambering

1. Sørg for du har plads over panden og omkring dig. Du har en ca. 60 cm høj flamme op af din pande, når det antænder.

2. Hvis du har gaskomfur holder du panden halvt inde over blusset og vinkler den – så antænder gassen alkoholen.

3. Har du ikke gas bruger du en pejselighter, en lang tændstik eller en kødpincet til at holde tændstikken med, når du antænder, så du ikke har hånden for tæt på panden. Alkoholen fordamper fra panden og laver et lille “puf” når den tænder, så man kan let få fingrene for tæt på hvis man holder en lighter eller alm. tændstik ned til panden.

Der er mange vinkler at anskue mad fra og at diskutere hvilken der er den rigtige, er som at diskutere hvilken religion er den rigtige.

Er man til det fine franske, det rustikke italienske, klassisk danske eller noget helt 4?

Er man til dyre vine eller til vand fra hanen?

Selv er jeg ikke kommet til noget endegyldigt svar når det kommer til min egen tilgangsvinkel – og det har jeg det fint med.

Tilgengæld er jeg blevet bevidst om at det, for mig, er væsentligt vigtigere med resultatet end tilgangsvinklen. Og resultatet skal bare altid være GODT!

Og god mad er ikke nødvendigvis de dyre råvarer og de komplicerede teknikker, ligesom det heller ikke nødvendigvis er det lette eller det rustikke. God mad er når råvarerne er sat godt sammen og tilberedt på den rigtige måde.

I teorien er dette jo simpelt. I praksis kan det dog være sværere, men heldigvis ikke altid.
Alt man behøver for at lave et fantastisk måltid er tre ingredienser der kan fås over alt: Mel, æg og bacon.  Og hvis man er lidt doven og køber frisk pasta er man nede på 2 ingredienser – det bliver ikke meget mere simpelt end det.

Når der er så få ingredienser kan det betale sig at være lidt selektiv med dem – mere specifikt med baconen. En der er røget er hvad jeg fortrækker, og en man selv skærer af, så man kan få nogle fornuftige tern/strimler. Nu skal det ikke gå hen og blive et reklameindlæg, men Netto har hele bacon “klumper” som smager godt (og til en fornuftig penge).

De fleste vil nok give mig ret i at bacon er en fantastisk smag, hvilket gør dette til en fantastisk ret. Kan man ikke lide bacon … ja så er det nok ikke lige denne ret man skal kaste sig over :-)Al smagen i retten kommer fra baconen. Men den kommer i forskellige doser, da frisk pasta er god til at suge smag til sig. Man får derfor kraftig baconsmag fra baconen og en let baconsmag fra pastaen.

På trods at de få ingredienser får man masser af teksturer. Når man skærer tykke strimler af baconen bliver den lidt sprød på yder siden, mens den er saftig inden i. Pastaen en silkeblød og til sidst en let sauce – Alt det med så få ingredienser!

Når først man sætter tænderne i det er man afhængig for livet, så kom ikke og sig jeg ikke har advaret dig … men jeg synes alligevel du skal smage :-)

Ingredienser (2 personer):
1 æg
100 g mel
200 g bacon

Opskrift:
Bland æg om mel og ældt det godt. Lad det hvile en times tid.

Rul pastaen ud og skær det i strimler med bredde på 1-2 cm.

Flere detaljer om hjemmelavet pasta i Pastahåndbogen.

Skær baconen i tern/strimler på ca. 1/2 cm tykkelse.

Steg baconen ved middel varme til den er sprød på ydersiden.

Hvis der er overskydende fed i panden hældes det fra (men panden skal ikke rengøres).

Kog pastaen i letsaltet vand.

Kom den kogte pasta direkte over i panden med bacon, så der kommer en anelse pastavand med.

Rør det forsigtig rundt i panden så pastavandet blandes med resterne i panden og laver lidt sovs.

Server og nyd.

Sen efterår og vinter er ikke ligefrem højsæson for friske danske grøntsager, men der er dog nogle som træder i karakter nu, hvor dagene bliver kortere og kulden sniger sig ind.

Kål er meget hårdfør og derfor noget man kan få vinteren igennem. Det er sandsynligvis derfor, det har været så udbredt i det danske og nordiske køkken tilbage i tiden.

På trods af det er sundt, er det røget ud af de flestes madvaner, men det burde komme tilbage – for der er mange gode grunde til at spise kål.

At kål er sundt klinger nok hult hos de fleste, for folk ved jo godt at de skal spise sundt – det er bare ikke altid særlig sjovt at gøre.

Der er heldigvis nogle flere gode grunde til at spise kål, for det er både billigt og så smager det rigtig godt.

Hvis man bare koger kålen bliver det måske ikke så fantastisk en ret, så man skal være lidt i det kreative hjørne.
Men så åbner der sig også uanede muligheder for spændende retter, hvor kål giver helt nye smagsoplevelser.

Denne ret startede egentlig med at min kæreste havde lavet stuvet grønkål (ikke grønlangkål).

Ikke særlig overraskende smagte det godt for:

1. Så godt som alle grøntsager smager godt stuvede

2. På trods af at det er mig der laver mest mad her hjemme, er min kæreste også god til at lave mad :-)

Når nu stuvningen, som var grønkål og bechamelsauce smagte godt, tænkte jeg på, om man så ikke kunne lave en lasagne med grønkål?

Det kan man og det smager fantastisk!

Grønkål har godt med bid selvom det bliver forstegt, så lasagnen får en god konsistens.
Stegt grønkål smager også af meget og har flere nuancer (bl.a. lidt nøddesmag). Så selvom det er en vegetarret savner man slet ikke smagen af kød.

Jeg lavede selv pastapladerne til lasagnen, for så kunne jeg selv bestemme hvor tykke de skulle være … jeg kan god lide dem lidt tykkere end normale. Jeg kunne også lave dem, så hver plade præcis havde størrelsen af den bradepande jeg lavede lasagnen i. På dem måde slap jeg for at lege puslespil med færdige plader som man ellers skal. Hvis man ikke gider, ikke har tid eller bare hellere vil købe sine pastaplader, gør man bare det – resultatet vil stadig blive godt :-)

Dette er ren luksus fra det nye nordiske køkken til at lune både krop og sjæl i de mørke og kolde vinteraftener.

Ingredienser (2 personer):

- Fyld og topping -

300 g grønkål
100 g revet mozarella ost

- Pasta – 

50 g hvedemel
50 g durum mel
1 æg

- Bechamel sauce -

50 g mel
50 g smør
ca. 3 dl mælk
ca. 1/3 tsk revet muskatnød
salt, peber

Opskrift:

- Pasta -

Ælt mel og æg sammen og lad det hvile en halv til en hel time.

Rul dejen ud til tre lige store lasagneplader, som hver har størrelsen af den bradepande man laver lasagnen i og kog dem i 1-2 min.

Flere detaljer om hjemmelavet pasta findes i pastahåndbogen.

- Bechamelsauce -

Smelt smøret i en kasserolle.

Kom melet ved og rist det igennem i ca. 5 min. ved middel varme.

Tilsæt mælk lidt ad gangen under konstant omrøring, så det ikke klumper.

Når saucen har en god cremet konsistens, smages den til med salt, peber og revet muskatnød.

- Lasagne -

Pil grønkålens blade af stænglerne og steg bladene ved jævn varme en 5-10 min. (De må gerne få lidt farve).

Start med at lægge 1/4 af grønkålen i bunden af en bradepande, så 1/4 bechamelsauce og så en lasagneplade.

Lav endnu 2 lag på den måde og slut af med grønkål, bechamelsauce og den revne ost.

Bag i ovnen ved 175 grader til osten er gylden (ca. 25 min.)

Server og nyd.

Cabonara er en klassisk pastaret fra Rom og det faktum gør det meget farligt at postulere at min version er den ægte.

Det er heller ikke det jeg mener når jeg siger “ægte”, men blot at den cremede konsistens i min version er den ægte vare, for der findes nok mindst ligesom mange ægte versioner af cabonara, som der findes mødre i Rom.

Den cremede konsistens kommer fra æg og ikke fra fløde. Ingen tvivl om at det er lettere at lave en sauce på fløde, men det smager ikke lige så godt, har ikke lige så lækker konsistens og er i sidste ende er det slet ikke cabonara.

Heldigvis er det altså ikke så svært igen at lave cabonara og så smager det fantastisk.

Ingredienserne er få – Panchetta (el. bacon), æg og parmesanost.

Man kan også, hvis man “tør”, komme lidt løg og/eller hvidløg i. Jeg synes det giver ekstra fylde, mens puritanere nok vil foragte det … igen – jo mere klassisk en ret er, jo flere variationer findes der :-)

I min version kommer jeg ikke salt i direkte, men bruger salten fra panchettaen, parmesanosten og pastavandet, så den er relativ mild, hvilket jeg synes passer bedst til den cremede sauce. Til gengæld er der masser af smag fra panchettaen, som er steget sprød som en kiks og giver retten tekstur.

Til at starte med lavede jeg tingene hver for sig, så jeg kunne styre at spagettien blev kogt al dente, panchettaen blev sprød og at saucen ikke skilte. Det er en god måde at starte med at lave carbonara på, men efterhånden har jeg timet det så tinge laves samtidig og det hele i samme gryde (dog ikke spaghettien). På den måde kan jeg komme ned på at lave hele retten på 15-18 minutter, fra jeg åbner køleskabet … med god mad så hurtigt har carbonara en fast plads i mit hjerte som løsningen på at skulle have mad i en fart.

Ingredienser:

• 100g spaghetti
• 3 æg
• 1 løg
• 1 fed hvidløg
• 75 parmesan
• 175 g panchetta eller bacon
• peber

Opskrift:

Kog spagettien i saltet vand.

Skær panchettaen i små tern eller strimler og steg dem sprøde.

Hak løget fint og steg til stykkerne er gyldne.

Hak hvidløget fint og steg til stykkerne er gyldne.

Riv parmesanen og pisk det sammen med ægene.

Ved svag varme røres æg og parmesan massen sammen med panchettafedtet og lidt pastavand til det bliver en creme sauce. Pas på det ikke får for høj varme da saucen så vil skille. I begyndelsen kan man evt. lave saucen i et vandbad, da det er lettere at styre temperaturen der.

Bland spagetti, sauce, panchetta, løg og hvidløg.

Anret evt. med lidt revet parmesan og salvie på toppen.

Server og nyd.

Gnocchi hører ind under pasta – i hvert fald hvis man ser på det med italienske øjne.

Indtil jeg researchede lidt troede jeg at gnocchi traditionelt var lavet med kartofler – Det er det ikke. Kartoffelversionen er en moderne fortolkning. Okay – om man kan sige moderne om en variant der er 400 år gammel, skal jeg ikke gøre mig klog på, men kartoffelvarianten kom først til efter Columbus havde kartofler med hjem fra Amerika. Den originale gnocchi er mere end 2000 år gammel går helt tilbage til romerne, som lavede dem på mel.

Den blev spredt til hele europa under romernes erobringer og nationaliseret i de forskellige lande efter romerriget forsvandt. Spätzle, Dumplings og den danske melbolle er alle variationer af gnocchi. Det er dog lidt mere sexet at sige gnocchi en melbolle :-)

Jeg prøvede for noget tid siden at lave kartoffel-gnocchi, men de blev ikke helt gode i konsistensen. For en uge siden så jeg så en kok lave gnocchi på tv og som med de fleste ting der kan gå galt, er der tricks til at lykkes :-)

En kartoffel-gnocchi skal være let og luftig og ikke massiv og klistret. Tricket er at man bager kartoflerne i stedet for at koge dem, og at man folder melet i dejen i stedet for at ælte det i. Overholder man disse to regler får man lækre, luftige og fantastiske gnocchi.

Denne gang lavede jeg en simpel sauce til. En masse cherrytomater som jeg bagte i ovnen og vendte i lidt hvidløgsolie.

Tomaterne bliver mere søde og får også en anelse grillet smag af at blive bagt. Et lille strejf af hvidløg og det hele suget op af en luftig kartoffel-gnocchi.

Der er intet galt i at lave en ret med få ingredienser, når den smager så godt som den her :-)

Ingredienser (2 personer):
2 bagekartofler
1 æg
100 g mel

ca. 25 cherrytomater
2 fed hvidløg
5 spsk olivenolie

Opskrift:
Bag kartoflerne i 1 1/2 – 2 timer ved 200 grader

Skrab “kødet” ud af kartoflerne og mos det gennem en si.

Rør ægget i sammen med lidt salt.
Tryk mosen flad med en “blid hånd” og drys noget mel over.

Fold så mosen en gang, tryk den flad igen og gentag til alt melet er brugt.

Del “dejen” i 4 dele og rul hver del til en pølse på tykkelse med en tommelfinger og skær dem i stykker på 2-3 cm.

Kog gnocchien i saltet vand til de flyder oven på.

Skær cherrytomaterne i halve og bag dem i ca. 25 min. ved 200 grader.

Skær hvidløgsfedene midt over, brun dem i olien ved svag til jævn varme og tag dem så fra (de skal kun give smag til olien).

Bland forsigtigt de bagte cherrytomater, den kogte gnocchi og olien sammen og smag til med salt og peber.

Server og nyd.

Tiden for indlevering af opskrifter til Hytteost -konkurrencen nærmer sig, og selvom jeg ikke har fået eksperimenteret så meget, som jeg havde lystt, er jeg rimelig tilfreds med hvad jeg har lavet. Faktisk får jeg aldrig eksperimenteret så meget, som jeg har lyst til, hvilket jo nok siger mere om min personlighed end om kvaliteten af retterne ;-)

Den hovedret jeg er endt på, er raviolier fyldt med hytteost. Som tidligere nævnt er en af hytteostens kvaliteter, at den kan bære en masse smag fra f.eks krydderurter. Derfor kom der også krydderurter i fyldet. Valget blev basilikum, men man kunne have valgt meget andet. Nu er det jo en Arla konkurrence, så jeg tænkte at smagen skulle tækkes det brede publikum. Basilikum er velkendt og så smager det pisse godt, så det var det oplagte valg for mig. Set i bakspejlet vil man kunne sige jeg lefler for publikum ved også at putte panchetta i. Det var dog ikke med leflen for øje jeg kom det i, men fordi jeg ville have noget knas og tekstur. En del ravioli har nemlig fyld med mousse-konsistens, så det sprøde giver en god variation i forhold til de fleste andre raviolier.

Udover sprødhed giver panchettaen også det salt som retten behøver. Jeg ville ikke kun nøjes med salt, så jeg lavede en hvidvinssauce, som gav det syrlige element og løftede helheden.

Det hele spiller rigtig godt sammen. Få ingredienser, der hver især har en funktion og udfylder den til fulde. Den friske basilikum, hvidvinssaucen og letheden i retten, gør dette til et rigtig dejlig sommermåltid. Om det så er det bedste i Arlas øjne må tiden jo vise. Jeg synes i hvert fald det er en ret som får fremhævet hytteostens kvaliteter.

Ingredienser (2 personer):
- Pasta -
1 æg
70 g mel
30 g durummel

- Fyld -
4 spsk hytteost
4 skiver panchetta (eller bacon)
1 stor håndfuld frisk basilikum

- Sauce -
1/2 flaske hvidvin
25 g smør

Salt, sukker og parmesanost til at komme på toppen.

Tilberedning:
Ælt pastadejen sammen (se her hvordan) og lad den hvile en times tid inden den rulles ud.

Skær panchettaen i mindre stykker og steg dem sprøde. Læg dem på fedtsugende papir indtil de skal bruges.

Hak basilikummen fint og bland den med hytteosten.

Saml raviolierne (se her hvordan). Panchetta i bunden og hytteosten ovenpå.

Kog hvidvinen ind til ca. 3/4 dl. Smag den til med sukker og lidt salt. Den skal være syrlig, men ikke sur. Tag den af varmen og pisk smørret i.

Kog raviolierne 60-90 sekunder (til de flyder oven på). Hæld vandet fra og vend dem forsigtigt i saucen.

Anret med lidt parmesanost, server og nyd

Jeg har et had/kærlighedsforhold til bacon … kan man have det? – ja det kan man!

Bacon er godt og alt bliver bedre med bacon. Det vil mere eller mindre alle man spørger sige og det er også rigtigt lang hen ad vejen, men ikke hele vejen.

Bacon er godt – ja sgu! Der hvor det går galt er når bacon overskygger al andet smag, for det smager jo ret kraftigt og endnu værre, når man laver noget der er dårligt og så bare smider bacon i for at skjule den manglende eller dårlige smag. Ofte bliver bacon brugt som madens gaffatape og det er synd, for bacon brugt rigtigt er jo dejligt (og smukt på en lidt excentrisk måde) og fortjener ikke at blive trukket ned til gaffatape niveau.

Kan man lide bacon, så laver man en baconret og får fokuseret på baconsmagen. Dette giver så en glidende overgang til en af de andre ting jeg er fortaler for – nemlig evnen til at lave enkle retter. Der er noget fascinerende ved retter med 1,2 max. 3 ingredienser, som er tilberedt så det alligevel får en fyldig og kompleks smag.

Nu har jeg snakket bacon, men retten er med panchetta. For mig er det to sider af samme sag. Panchetta lyder måske lidt mere eksotisk end bacon, men det var fordi min svoger havde givet mig et stykke panchetta på 1,2 kg som lå i køleskabet (mmmmm :-)). Havde jeg ikke haft det, havde jeg nok brugt bacon.

Jeg har ikke kigget i kogebøger eller noget andet, men kan forestille mig at mange italienere ude på landet igennem tiden har spist noget der minder om denne ret. Den er tilpas simpel med 3 ingredienser – pasta, panchetta og løg. Tilgengæld er smagen noget man vender tilbage til gang efter gang, efter gang. For der er noget magisk ved den salte og let røgede panchetta, som bliver lidt sprød, kombineret med de søde og bløde løg. Saucen laves i samme pande som løg og panchetta, så intet går til spilde og al denne dejlige smag suger pastaen.

Hvis jeg var en bonde i Italien, ville jeg opvarte mine grise så de kunne blive til den bedste panchetta i verden. Jeg ville spise denne ret hver søndag og være lykkelig.

Ingredienser (2 personer):
150 g panchetta (eller røget bacon)
2 løg
2-3 spsk hønsefond (hvis man har det)
Parmasanost
- Fettuchine -
1 æg
70 g hvedemel
30 g fuldkornsdurummel

Tilberedning
Ælt pastadejen, lad den hvile, rul den ud og skær den til fettuchine (se hvordan i pastahåndbogen)

Skær panchettaen i strimler og steg den ved svag til jævn varme til den bliver gylden, men ikke sprød som en kiks.
Læg panchetta strimlerne på fedtsugende papir og hæld det meste af fedtet af panden (gem det, det er en fantastisk ingrediens)
Skær løgene i strimler og steg dem bløde i det resterende fedt fra panchettaen.

Kog pastaen i 1-2 minutter og hæld så vandet fra.

Kom pastaen over i panden til løgene, sammen med lidt revet parmesanost (ca. 1 spsk), panchettaen og hønsefonden, og vend det forsigtige rundt.

Anret med lidt revet parmesanost på toppen, server og nyd.

I mange år har jeg ikke rigtig spist æg. Som barn brød jeg mig ikke om æggekage og røræg, så det har jeg taget med mig som voksen. Jeg fik så endelig taget mig sammen og smagt røræg for nogle måneder siden, og er det lavet med kærlighed, smager det jo fantastisk.

Min smag og interesse for æg er derfor blomstret op – og hold da kæft hvor er der en masse at kaste sig over :-)

Noget af det første jeg har kastet mig over er den spanske tortilla og den italienske frittata. Begge er versioner af æggekager, men i modsætning til den klassiske danske æggekage hvor fyld kommes oven på, efter den er tilberedt, kommer man fyldet i æggemassen og tilbereder den så.

Der er ikke så stor forskel på tortilla og frittata, men tortillaen steges på begge sider, mens frittataen steges på én side og bages færdig i ovnen. Den klassiske tortilla har kartofler som det eneste fyld og har som regel mere fyld end æggemasse.

Jeg lavede en version med kartofler, peberfrug og løg. Meget fyld i forhold til æggemasse, stegt på den ene side og bagt færdig i ovnen … en god blanding af  frittata og tortilla, så det må være en frittilla :-)

Fyldet komplimenterer ikke kun i smagen, men også i teksturer. Bløde og søde løg, let sprøde peberfrugt med lidt friskhed, kartofler med lidt sejt bid og jordet smag og det hele pakket ind i cremet æggemasse med lidt fedme.

Når nu fritillaen smagte af så meget undlod jeg at lave andet til, så det blev til en vegetar middag … det der vegetar er altså ikke dumt. Man skal bare lave det ordenligt, ligesom alt andet god mad :-)

Ingredienser (2 personer):
2 peberfrugter
3 løg
4-6 kartofler
5 æg

Tilberedning:
Kog kartoflerne og skær dem i mindre stykker når de er kogt færdigt.

Skær løgene i strmler og steg dem til de er gyldne og bløde.

Skær peberfrugterne i strimler og steg dem til de tager lidt farve, men uden at blive helt bløde.

Pisk ægene sammen, med lidt salt, peber og eddike.

Varm en pande op til middelvarme og kom kartofler, peberfrugter og løg på. Bland det let og held æggemassen over.

Jeg kunne jo have skrevet en historie der passede til resultatet og så ville det hele se flot ud, men jeg vælger at være ærlig … Det følgende indlæg er baseret på virkelige hændelser, hvor ligegyldige de end måtte være.

En af mine venner laver meget italiensk mad og har fortalt hvordan han laver arancini (eller i hvert fald er det sådan jeg husker han har forklaret det). Med lidt research (efter jeg havde lavet mine) fandt jeg ud at den originale version er lidt anderledes, så det jeg havde lavet altså ikke var helt rigtige arancinier – men de smagte godt :-)

Den originale variation er nemlig kogte ris, blandet med lidt æg for at kunne holde sammen og lagt om et fyld af kødsovs og ærter, mens min version er risotto hele vejen igennem. Det er også derfor min version er perfekt som restemad, da man kan lave dem af en rest risotto fra dagen før. Igen har jeg jo tænkt mig at være ærlig, så denne portion blev lavet af risotto lavet til formålet, så selvom det ville lyder godt med “og så havde jeg tilfældigvis en rest risotto i køleskabet”, så er det ikke sandheden i denne omgang. Til gengæld kan alle dem, som tilfældigvis har en rest risotto, lave disse arancinier i aften og skrive om det på jeres blogge, twitter, facebook etc. – jeg ved Selina Juul fra Stop Spild af mad vil blive glad hvis I gør.

Hvad er det så jeg endte med at lave? Jeg vil stadig kalde dem arancini. Hvis jeg nogen siden kommer til Sicilien, hvor den originale opskrift er fra, kan det godt være at jeg lige præcis dér, ikke kalder mine for arancini, da de jo har en historik med kontant afregning for folk der ikke værdsætter “familiens” traditioner – men ellers arancini. Og når nu jeg har sagt god for at lave dem på risotto er der jo ingen grænser for smagsvarianter. Man kan endvidere komme ekstra fyld i og så risottoen uden om, som man gør i originalversionen, hvilket bare giver endnu flere smagsvariationer. Alt i alt synes jeg at versionen med at lave dem på risotto er bedre, da det jo både giver flere smagsvariationer og samtidig giver mulighed for at bruge sine risottorester … men lov I ikke siger det til Sicilianerne.

Ingredienser (2 personer):
- Arancini -
1 æg
ca. 4 spsk rasp
75 g risotto ris
50 g revet parmasanost
1/2 løg
ca. 3 dl fond (jeg bruger hønsefond. Er man vegetar bruger man jo bare grøntsagsfond)
1/2 glas hvidvin

- Pure -
1 gulerod
ca. 10 g smør
evt. lidt hønsefond

Opskrift:
- Arancini -
Hak løget og svits det af i en gryde.
Når løget begynder at tage farve kommes risene i og ristes lige af i 1 min.
Kom hvidvinen ved og lad det simre.
Kom så lidt fond ved og rør jævnligt i risottoen
Tilsæt lidt fond hver gang den bliver lidt tør i det (skal have nogenlunde konsistens som havregrød).
Når risene er lige ved at være færdige (lidt mere bid end man vil have når den er færdig) røres osten i.
Tag gryden af varmen og smag til med salt, peber, lidt eddike og lidt citron.

Lad risottoen køle helt af (sæt den evt. i køleskabet i en halv times tid).

Pisk ægget sammen.
Form med hænderne kugler af den kolde risotto (ca. 4-5 cm. i diameter).
Dyp kuglerne i det piskede æg og ruld dem så forsigtigt i raspen.
Frituresteg dem til de er gyldne og læg dem på fedsugende papir.

- Pure -
Skræl guleroden og skær den i små stykker.
Kog det (sammen med fonden hvis du bruger det) til stykkerne er blevet møre (spæd til med lidt vand, hvis de er ved at koge tørre)
Blend gulerodstykkerne med smørret til pureen er helt glat (konsistensen kan justeres ved at komme lidt væske i) og smag til med salt og peber.