Cæsar salat har altid været svært for mig at forstå – Eller rettere indtil for nyligt været svært at forstå.

Lad mig lige tage et par skridt tilbage, så jeg kan forklare hvad jeg mener.

Som barn husker jeg blot at der var noget der hed “Cæsardressing”, uden at kunne sætte noget mere præcis smag på. Senere fandt jeg ud af at cæsar salat var salat, kylling, parmesan, croutoner og Cæsardressing. Jeg har gennem tiden fået det flere gange, men jeg husker det ikke som noget specielt – måske fordi de versioner jeg fik heller ikke var særlig specielle hvad angår smagsoplevelsen.

Muligvis fordi der laves kylling som smager af pap og croutoner ligeså. På den måde ender det med at være dressingen, der er den eneste rigtige smagsoplevelse. Det troede jeg en overgang var hemmeligheden og den medfølgende myte om at Cæsar salaten handlede om at lave den rigtige originale dressing … jeg var meget forkert på den.

Jeg er en lille smule politisk i min tilgang til mad, så hvis man skal slå en kylling ihjel, skal man da behandle den ordenligt og værdsætte den som måltid. Derfor er det IKKE dressingen der er hemmeligheden bag en Cæsar salat – det er kyllingen.

Med det på plads begyndte alt andet at give mening. Kyllingen skal smage af kylling og når man er i gang med at oppe sig på alt med kyllingen, skal man selvfølgelig beholde skindet på. Endnu et spor til den perfekte Cæsar salat åbnede sig – teksturer. Saftigt kylling og sprødt skind. Dette følges så op med sprøde (men ikke tørre) croutoner, frisk salat, halvblød parmesan og bundet sammen af en fløjlsblød dressing.

I stedet for at prøve at få alt smag i dressingen, gør jeg det modsatte. Jeg hiver smag ud af dressingen og over i de andre ingredienser, så de kommer endnu mere til deres ret når man spiser salaten.

Parmesanosten er salt, så ikke for meget salt i dressingen.

Croutonerne kommer jeg godt med hvidløg ved og også lidt eddike, så hverken eddike eller hvidløg i dressingen heller.

Den eneste rigtige ting jeg kommer i dressingen er citronsaft, da ingen af de andre ingredienser ikke har noget syre. Jeg forbryder mig mod den originale opskrift som har Worcetershire sauce i (Andre bruger ansjosfileter). Jeg synes ikke den behøver det. Faktisk smager dressingen alene ikke specielt godt. Den er ret sur, men det er heller ikke for dressingen jeg spiser salaten (jeg lover det er sidste gang jeg siger det).

Kronen på værket er min sidst tilføjelse – Faktisk var det noget jeg så i den Australsk MasterChef – Man griller salaten.

Selv syntes jeg det lød skørt da jeg så det, men det blev rost til skyerne, så jeg blev nød til at prøve det.

Ikke nok med det giver endnu en tekstur, så giver det også endnu en smag og fremhæver salaten, som ellers ikke er det der smager af mest. Resultatet er i al beskedenhed en perfekt Cæsar salat.

Så efter mange års søgen har jeg endelig knækket koden til Cæsar salat, nu forstår jeg den og jeg elsker den :-)

Ingredienser (2 personer):

• 1 helt kyllingebrys med skind på ben
• 3-4 stængler rosemarin
• 2-3 skiver brød
• 2 fed hvidløg.
• ca. 40 g parmesanost.
• 1 hovede romaine salat.
• 1 citron
• 1 æggeblomme
• ca. 3/4 dl solsikkeolie

Opskrift:

- Kylling -

Grind kyllingebrystet ind i rosemarin, noget salt og noget olie og lad det marinere i nogle timer.

Grill det ved mellem varme i ca. 25 min. (eller steg det på skindsiden ca. 10 min og kom det i ovnen ved 200 grader i ca 15 min.)

Skær fileterne fra benet og skær hver af dem i passende skiver.

- Cruotoner -

Riv hvidløgsfedene go bland dem med 1-2 spsk oliven olie og lidt salt.

Skær brødet i tern (eller hvilken facon man ellers kan lide) og vend dem i olie/hvidløgsblandingen, til de har suget det hele.

Læg dem i en bradepande og bag dem ved 175 grader til de er gyldne på ydersiden (ca. 20 min).

- Dressing -

Rør en mayonnaise ved at røre olien i æggeblommen – første et par dråber ad gangen og så forsigtigt mere og mere.

Pres saften af citronen og rør den forsigtigt i mayonnaisen.

Smag til med salt.

- Romaine salat -

Skyl salathovedet og tør det godt.

Skær det i 1/4 og gril hvert stykke i 1-2 min på hvert skæreflade .

Skær tynde flager af parmesanosten og anret salaten

Server og nyd.

Der er mange vinkler at anskue mad fra og at diskutere hvilken der er den rigtige, er som at diskutere hvilken religion er den rigtige.

Er man til det fine franske, det rustikke italienske, klassisk danske eller noget helt 4?

Er man til dyre vine eller til vand fra hanen?

Selv er jeg ikke kommet til noget endegyldigt svar når det kommer til min egen tilgangsvinkel – og det har jeg det fint med.

Tilgengæld er jeg blevet bevidst om at det, for mig, er væsentligt vigtigere med resultatet end tilgangsvinklen. Og resultatet skal bare altid være GODT!

Og god mad er ikke nødvendigvis de dyre råvarer og de komplicerede teknikker, ligesom det heller ikke nødvendigvis er det lette eller det rustikke. God mad er når råvarerne er sat godt sammen og tilberedt på den rigtige måde.

I teorien er dette jo simpelt. I praksis kan det dog være sværere, men heldigvis ikke altid.
Alt man behøver for at lave et fantastisk måltid er tre ingredienser der kan fås over alt: Mel, æg og bacon.  Og hvis man er lidt doven og køber frisk pasta er man nede på 2 ingredienser – det bliver ikke meget mere simpelt end det.

Når der er så få ingredienser kan det betale sig at være lidt selektiv med dem – mere specifikt med baconen. En der er røget er hvad jeg fortrækker, og en man selv skærer af, så man kan få nogle fornuftige tern/strimler. Nu skal det ikke gå hen og blive et reklameindlæg, men Netto har hele bacon “klumper” som smager godt (og til en fornuftig penge).

De fleste vil nok give mig ret i at bacon er en fantastisk smag, hvilket gør dette til en fantastisk ret. Kan man ikke lide bacon … ja så er det nok ikke lige denne ret man skal kaste sig over :-)Al smagen i retten kommer fra baconen. Men den kommer i forskellige doser, da frisk pasta er god til at suge smag til sig. Man får derfor kraftig baconsmag fra baconen og en let baconsmag fra pastaen.

På trods at de få ingredienser får man masser af teksturer. Når man skærer tykke strimler af baconen bliver den lidt sprød på yder siden, mens den er saftig inden i. Pastaen en silkeblød og til sidst en let sauce – Alt det med så få ingredienser!

Når først man sætter tænderne i det er man afhængig for livet, så kom ikke og sig jeg ikke har advaret dig … men jeg synes alligevel du skal smage :-)

Ingredienser (2 personer):
1 æg
100 g mel
200 g bacon

Opskrift:
Bland æg om mel og ældt det godt. Lad det hvile en times tid.

Rul pastaen ud og skær det i strimler med bredde på 1-2 cm.

Flere detaljer om hjemmelavet pasta i Pastahåndbogen.

Skær baconen i tern/strimler på ca. 1/2 cm tykkelse.

Steg baconen ved middel varme til den er sprød på ydersiden.

Hvis der er overskydende fed i panden hældes det fra (men panden skal ikke rengøres).

Kog pastaen i letsaltet vand.

Kom den kogte pasta direkte over i panden med bacon, så der kommer en anelse pastavand med.

Rør det forsigtig rundt i panden så pastavandet blandes med resterne i panden og laver lidt sovs.

Server og nyd.

Jeg ved egentlig ikke hvorfor rucola blev moderne, for jeg synes ikke det smager specielt godt … eller rettere det gjorde jeg ikke indtil jeg smage frisk rucola.

Det var inden i Torvehallerne, at jeg fik lov til at smage rucola, som stod i sin egen potte sammen med alle de andre krydderurter. Når det er spæde friske blade smager rucola markant anderledes end de store plukkede blade man køber, i poser, i supemarkederne.

De er friske og aromatiske og kun en anelse bitterhed og pebersmag, i modsætning til supermarkedets, som kun smager bittert – og i en del tilfælde meget bittert.

Jeg kunne godt bare have lavet en salat og smidt den på bloggen, men jeg blev så imponeret over smagen af den friske rucola, at jeg ville gøre mere end bare en salat.

Så slog det mig – Pizza!

Jeg har fået en pizza med rucola på før, og på trods af jeg ikke var den store fan af rucola, var det rimelig godt, så med den friske rucola burde det blive endnu bedre … det blev det :-)

Med valget af rucola skulle resten af pizzaen være så frisk og let som muligt, så rucolaen blev centrum. Bunden skulle være tynd og sprød, så jeg valgte fyld ,der kunne komme på efter bagningen, så bunden ikke sugede unødig væske og fedt mens den bagte.

Af kød brugte jeg prosciutto (en italiensk skinke) og af ost parmesan. Begge er lidt salt i smagen, hvilket fungerer godt med rucolaen. De er heller ikke fedtede, så hver bid af pizzaen var sprød og frisk.

Hvis man kan tale om en forårs-pizza hører denne bestemt ind under den kategori :-)

Ingredienser (2-3 pizzaer):
150 g prosciutto
ca. 70 g parmesanost
1 potte frisk rucola

- Bund -
325 g mel
2 1/2 dl lunken vand
1/2 pakke (ca. 5 g) tørgær
1 tsk salt
3 spsk olivenolie

- Tomatsauce -
140 g tomatpure
1 spsk hvidvinseddike
1 spsk sukker
1-2 spsk olivenolie
3-4 spsk vand
salt og peber

Opskrift:

- Tomatsauce -
Rør alle ingredienserne samme og smag til med salt og peber.

- Bund -
Rør gæren ud i vandet.

Tilsæt resten af ingredienserne og ælt det godt i ca. 15 min.

Smør dejen ind i lidt olie og lad den hæve, overdækket med husholdningsfilm, ved stue temperatur i 2-3 timer.

Hver halve time “slås” dejen ned, hvilket vil sige man prikker godt i den med sine fingre, så en del af luften trykkes ud.

- Pizza -
Del dejen i 2-3 stykker og rul hvert stykke tyndt ud i en cirkel.

Smør tomatsauce på hver pizzabund og bag dem ved 250 grader i ca. 10 min. på en bageplade, der stilles på bunden af ovnen, så den får mest mulig bundvarme.

Tag bunden ud og kom prosciutto, parmesan og rucola på og dryp til sidst lidt olivenolie over.

Server og nyd.

Quesadillas er den mexicanske udgave af en toast med ost.

Det kommer af sammensætningen af Queso=ost og Tortilla=fladbrød.

Som med så mange speialiteter rundt om i verdenen bliver originaliteten af retten mere og mere udvandet, jo længere man kommer væk fra oprindelseslandet. Min quesadilla er heller ingen undtagelse.

For det første er rigtige quesadillas lavet med majsmels-tortillas og tørstegt. Mine er lavet med hvedemels-tortillas og stegt i olie. Min version er derfor quesadillas fritas … eller rettere det ville de være, hvis jeg havde foldet tortillaerne sammen så de blev halvcirkelformede. Lægger man i stedet to tortillaer over på hinanden er det ikke længere en quesadilla, men en sincronzada – så ja, det var det jeg lavede denne gang.

Alt dette er jo teknikaliteter, når vi er så langt fra Mexico, det vigtigste er, at dette er dejlig mad. Smeltet ost og sprødstegt brød er mad, man bliver glad af :-)

Det er ret hurtige at lave og perfekt til afslappende frokost en dag hvor den meste tid tilbringes på sofaen (ja sådan nogle dage bliver man altså nød til at have en gang i mellem). Fyldet kan man næsten varierer i det uendelige – dog skal der altid være en god mængde ost.

En kombination jeg er glad for er Seranoskinke, forårsløg og tomat … ja og selvfølgelig ost. Det giver en god balance, hvor skinken er lidt salt og tomaterne og forårsløget er friske. På den måde føles de heller ikke så tunge, selvom der er godt med ost i :-)

Ingredienser (1-2 personer):
2 tortillas
4-5 cherry tomater
1 forårsløg
3-4 skiver seranoskinke
75 g cheddar ost
Friske koriander

Opskrift:

Har forårsløget og skær tomaterne i kvarte

Læg skinke, tomat og forårløg på den ene tortilla.

Riv osten og drys den hen over og læg den anden tortilla oven på.

Steg den i lidt olie 2-3 min på hver side.

Skær i 6-8 stykker og drys hakkede koriander henover.

Server og nyd.

Man oplever mange fantastiske ting når man rejser – Bygninger, natur, mennesker … og mad :-)

Der er mange gode grunde til at rejse til Vietnam, og maden er bestemt en af dem – mest af alt gadekøkkenerne.

Gadekøkkenerne i Vietnam er fantastiske og det er også her vietnameserne selv spiser. Man kan sagtens gå på restauranter, men det bliver maden sjældent bedre af – bare dyrere. En del af gadekøkkenerne er specialiseret i en eller to retter. Det giver ikke det store udvalg hos den enkelte, så for at overleve skal de levere på smag og hurtighed … og det er præcis hvad de gør :-)

I forhold til disse gadekøkkener har McDonalds intet med fast food at gøre. Hos de hurtigste gadekøkkener i Vietnam, når de at sætte maden på bordet før man selv når at sætte sig. De har nemlig kun én ting og hvis man lægger an til at sætte sig er det jo fordi man vil have denne ret – så værsgo. Har man ikke prøvet det kan det virke lidt mærkeligt, men her kommer tricket. I et gadekøkken kan man se ALT (det bliver jo tilberedt lige foran øjnene på en) og man kan dufte det 20 meter før man kommer der hen – dufter det godt, sætter man sig :-) … og det gør man – tro mig! Når man går og “tuller” rundt i gaderne i Vietnam, vil man i løbet af sin ferie “komme til” at spise et måltid man ikke havde planlagt.

En dag i Hanoi var vi på vej hen til en non-profit restaurant, som uddanner gadebørn for at spise frokost. Vi gik igennem et marked (som der jo ligger en del af) og pludselig ramte duften af grillet svinekød – Jeg var tryllebundet, som i rotte af rottefængerens fløjte. Vi var godt nok på vej hen for at spise frokost 500 m længere væk, men dette her MÅTTE jeg bare smage. Det var Bun Cha, som er en lokal specialitet i Hanoi. Vi havde prøvet at smage Bun Cha et par dage før og syntes godt om det, men hos dette gadekøkken var det exceptionelt godt.

Bun Cha er en slags grillede frikadeller serveret i en dip sauce med nudler og krydderurter til. Dette sted var bare også så geniale, at de også havde grillet bacon i og en dip sauce der havde et perfekt sur/sød forhold. Grillet svinekød i form af frikadeller og bacon er i sig selv et festmåltid. Kombinerer man det med en sur/sød dip sauce og et bjerg af forskellige friske krydderurter har man rendyrket lykke. Smagen skifter hele tiden fordi man får forskellige krydderurter i hver mundfuld. Så er der de forskellige teksturer der spænder fra dipsaucen som er helt flydende, til nudler, frikadeller, de friske krydderurter og tynde, sprøde skiver af gulerod og glaskål i dipsaucen. Alt dette, en almindelig dag i Hanoi, for den nette sum af 6 kr. … vi kom tilbage dagen efter :-)

Bun Cha serveres i en skål med dipsauce pr. person og så et fælles fad med salat og krydderurter, et fælles fad med nudler, et fælles fad med frikadeller og en fælles skål med bacon. Så tager man bare lidt af hvert over i sin skål med dipsauce og spiser. Når man har brug for mere fylder man bare op igen :-)

Efter noget research og eksperimenter har jeg fået lavet min egen opskrift, så jeg slipper for at skulle til Hanoi hver gang jeg får lyst til Bun Cha. Originalt bliver frikadellerne grillet over trækul, men i en 2 værelses lejlighed på 3 sal er det i orden at stege dem på panden.

Selvom der er mange ingredienser er det både ret let og ret hurtigt at lave … glæden ved at spise det holder til gengæld længe :-)

Ingredienser (4 personer):
400 g hakket svinekød
2 skalotteløg
2 fed hvidløg
1 spsk fiskesauce
1 spsk rørsukker
1 stængel citrongræs
Salt og peber

150 g Bacon

300 g risnudler

1 bundt koriander
1 bundt thai-basilikum
1 bundt mynte
1/2 hovede iceberg salat

– Dipsauce –
2 gulerødder
1/3 glaskål
6 dl vand
Saften fra 2 limefrugter
4 spsk sukker
6 spsk fiskesauce
6 spsk eddike

Opskrift:
Skær salaten i strimler.
Pil blandene af krydderurterne og bland dem med salaten

Nudlerne koges efter anvisningerne på pakken

– Dip sauce –
Rør vand, sukker, limesaft, fiskesauce og eddike sammen.
Skær gulerødder og glaskål i tynde stykker og bland dem i saucen.

– Bacon –
Skær bacon mindre stykker og steg det let sprødt på panden.
Læg baconen på fedtsugende papir og gem det afsmeltede fedt til at stege frikadellerne i.

– Frikadeller –
Hak hvidløg, skalotteløg og citrongræs fint.
Bland med det hakkede svinekød, rørsukker, fiskesauce og krydder med salt og peber.
Rør det samme til en fars og form små flade frikadeller.
Steg frikadellerne i fedtet fra baconen.

De fleste gange har jeg en idé om hvad jeg vil lave, og det plejer også at give gode resultater. Der er så enkelte gange, hvor det er lidt mere famlen i blinde, og sådan en dag var det forleden.

Da vi kom hjem fra ferie, lå der nogle gulerødder i køleskabet, som var blevet lidt bløde i det. De var hverken mugne eller rådne, så de skulle i hver fald ikke smides ud. Jeg kunne have kommet dem i min fond-kasse, men der var ca. 1/2 kg, så de ville have fyldt det meste. Den fond der ville blive lavet af det, ville så primært smage af gulerod. Derfor tænkte jeg, at jeg da så lige så godt kunne prøve at lave en ren gulerodsfond.

Gulerodsfond smager sjov nok af gulerod, hvilket jeg da også havde regnet med, men i forhold til rå gulerod har fonden ikke friskheden, men i stedet en mild sødme, der faktisk minder om te – Hmmmm hvad skal man lige sætte sammen med den smag? Det var ikke så let, så fonden røg på køl og hjernen i tænkeboks.

Jeg kom til at tænke på en ting jeg havde lært på et madlavningskursus i Vietnam (ja jeg ved, jeg skrev, jeg ikke havde planlagt noget, men da chancen bød sig, hoppede jeg alligevel på et :-)). Her lavede vi en hvidkålsuppe med nogle rejemouse-kugler, som blev tilberedt i suppen, for netop at give lidt smag til suppen. Hjernen kørte videre ad tangenten med fisk og skaldyr og jeg kom i tanke om min havtaske med appelsingele og gulerodspure – OK der begyndte at danne sig et billede i mit hovede. Appelsin og gulerod fungerer godt sammen, så jeg ville bruge appelsin til at få noget syre i retten, så man ikke får te-fornemmelsen fonden har. Hvis jeg brugte friske rejer og tilberedte dem i fonden ville de kunne afgive lidt smag og gøre fonden mere nuanceret … det var en plan, der var værd at forfølge.

Nu havde jeg som udgangspunkt ikke rigtig gjort mig alt for mange tænker om, hvordan det skulle ende med at smage, så at det smagte som planlagt kan jeg jo ikke sige, men det smagte rigtig godt. Suppen smagte af gulerod, uden at have te-fornemmelsen og med lette nuancer af reje og appelsin. Rejerne og lidt gulerodsterninger gav god tekstur og så en dejlig friskhed fra dild der kom henover til sidst.

Den eneste ting jeg måtte rette på undervejs, var at appelsinsaften ikke havde syre nok i sig selv, så for at fonden ikke skulle ende med at smage kraftigt af appelsin, kom der lidt eddike i også, så syrebalancen blev god.

En dejlig ret enten som frokost eller forret

Ingredienser (2 personer):
600 g gulerødder
150 g rå tigerrejer
ca. 1/8 appelsin
Frisk dild
Salt og eddike

Tilberedning:
Riv 500 g af gulerødderne og lad dem simre i ca. 2 1/2 l vand i 3-4 timer til der er ca 1/2 l fond tilbage.
Si de revne gulerødder fra, så der kun er fond tilbage.

Skær 100 g gulerødder i firkanter på ca 5 mm på hver led og kog dem i ca 10 min i fonden.

Kog rejerne med skal i fonden i ca 1 1/2 min. Tag dem op og pil skallen af dem.

Smag fonden til med lidt salt, ca. 2 spsk appelsinsaft og ca. 1/2 tsk eddike.

Kom de pillede rejer tilbage i fonden og lad dem blive varme igen (ca 30 sek.)

Anret med lidt revet appelsinskal og god portion frisk dild.

Server og nyd.

I mange år har jeg ikke rigtig spist æg. Som barn brød jeg mig ikke om æggekage og røræg, så det har jeg taget med mig som voksen. Jeg fik så endelig taget mig sammen og smagt røræg for nogle måneder siden, og er det lavet med kærlighed, smager det jo fantastisk.

Min smag og interesse for æg er derfor blomstret op – og hold da kæft hvor er der en masse at kaste sig over :-)

Noget af det første jeg har kastet mig over er den spanske tortilla og den italienske frittata. Begge er versioner af æggekager, men i modsætning til den klassiske danske æggekage hvor fyld kommes oven på, efter den er tilberedt, kommer man fyldet i æggemassen og tilbereder den så.

Der er ikke så stor forskel på tortilla og frittata, men tortillaen steges på begge sider, mens frittataen steges på én side og bages færdig i ovnen. Den klassiske tortilla har kartofler som det eneste fyld og har som regel mere fyld end æggemasse.

Jeg lavede en version med kartofler, peberfrug og løg. Meget fyld i forhold til æggemasse, stegt på den ene side og bagt færdig i ovnen … en god blanding af  frittata og tortilla, så det må være en frittilla :-)

Fyldet komplimenterer ikke kun i smagen, men også i teksturer. Bløde og søde løg, let sprøde peberfrugt med lidt friskhed, kartofler med lidt sejt bid og jordet smag og det hele pakket ind i cremet æggemasse med lidt fedme.

Når nu fritillaen smagte af så meget undlod jeg at lave andet til, så det blev til en vegetar middag … det der vegetar er altså ikke dumt. Man skal bare lave det ordenligt, ligesom alt andet god mad :-)

Ingredienser (2 personer):
2 peberfrugter
3 løg
4-6 kartofler
5 æg

Tilberedning:
Kog kartoflerne og skær dem i mindre stykker når de er kogt færdigt.

Skær løgene i strmler og steg dem til de er gyldne og bløde.

Skær peberfrugterne i strimler og steg dem til de tager lidt farve, men uden at blive helt bløde.

Pisk ægene sammen, med lidt salt, peber og eddike.

Varm en pande op til middelvarme og kom kartofler, peberfrugter og løg på. Bland det let og held æggemassen over.

Brosme er en fisk – ja det vidste jeg altså ikke, så hvis du heller ikke vidste det skal du ikke skamme dig.

Det var egentlig Lange (som også er en fisk :-)) jeg var ude efter, men fiskehandleren havde udsolgt af Lange og anbefalde mig Brosme i stedet. Den er i familien med Langen, men skulle smage lidt sødere i det, hvilket passede fint til de sauterede porrer jeg havde tænkt at lave til Langen … Og fiskehandleren havde ret, det var et rigtig godt alternativ og det blev et lækkert resultat.

Hverken Langen eller Brosmen smager kraftigt, så derfor vil jeg helst ikke have alt for mange andre smage til, da de hurtigt kan overdøve fiskens smag. Selvom det er fristende at smide mere på tallerkenen, er en porre og to skiver bacon rigeligt og så gør det jo heller ikke noget at det er en hurtig ret at lave. Jeg skulle også til at sige let, men fordi der er så få elementer, skal alle elementerne have den rigtige konsistens, så det er ikke den letteste ret i verden. Baconen skal være sprød, porrerne bløde, men med bid og fisken kun lige fast uden at være tør. Fortvivl dog ikke. Er du bare mentalt tilstede de 20-25 min. det tager at lave retten skal du nok ramme plet :-)

Retten fungerer også godt som forret – både med Lange og Bromse. Her skal man nok regne en portionstørrelse på 1/3 af hvad en hovedret er.

Ingredienser (2 personer):
1 Brosmefilet (eller 2 små)
2 Porrer
4 Skiver bacon

Tilberedning:
Lav baconen som papirtyndt bacon.

Skær porrerne i strimler på 6-8 cm.

Sautér porrestrimlerne i en klump smør. (Sautering er ved jævn varme, så porrestrimlerne svitses let-møre i smørret uden at tage farve)

Krydder fisken med salt og peber og steg den i halvt smør og halvt olie ved jævn varme. (vær varsom ikke at stege fisken for meget).

Kom lidt citronsaft og et par dråber eddike i panden, når fisken tages af og kog det op med fedtstoffet, så man får en lille smule skysovs (man får ca. 3-4 spsk.).

Anret, server og nyd.